Planen er klar for East Metals exit i Nakskov
East Metal meldte for et par uger siden ud, at man agter at lukke sin fabrik i Nakskov. Siden da har administrerende direktør Flemming Rasmussen forhandlet med de lokale myndigheder om, hvordan lukningen skal forløbe.
- Nu har vi opsagt de medarbejdere, som skal opsiges, og de er inde i et opsigelsesvarsel. Den sidste produktion er færdig med udgangen af februar. Så er det et spørgsmål om at få rømmet lokalerne på en ordentlig og fin vis og få sagt ordentligt farvel til de mennesker, der har været en del af os derovre i mange år. Det være sig medarbejdere, samarbejdspartnere, og selvfølgelig også kommunen og det fantastiske samarbejde vi har haft med dem, fortæller Flemming Rasmussen.
Medarbejdere skal bedst muligt videre
East Metal rykkede ind på havnen i Nakskov i 2013. I dag er der 42 medarbejdere, og det er nu førsteprioritet for Flemming Rasmussen at hjælpe dem videre.
- Vi vil hjælpe dem alt, hvad vi overhovedet kan. Det har vi lovet både os selv og kommunen. I forhold til den ansvarlighed vi har i forhold til lokalområdet, så ønsker vi også at forlade det på bedst mulig facon. Jeg er selvfølgelig glad for, at den generelle arbejdssituation og beskæftigelse i Danmark er høj, og det hjælper godt til også i Nakskov. Så er der også et Femern Bælt-projekt, der kan suge en masse medarbejdere, også på den lange bane, og der skaber vi forbindelser mellem nye virksomheder og vores medarbejdere, forklarer han.
Må sige nej til de allerstørste konstruktioner
For East Metal selv betyder lukningen i Nakskov, at virksomheden efter næsten et årti med dansk produktion nu atter skal koncentrere sig 100 procent om sine fabrikker i Letland.
I Nakskov var produktionen gearet til de helt store metalkonstruktioner, og der har markedet ændret sig, men East Metal vil stadig være med i front, når det gælder produktion af komplekse stålkonstruktioner, lover Flemming Rasmussen.
- Det ændrer ikke på kundesammensætningen eller på den måde, vi ønsker at være eksponeret på i markedet generelt. Men det er klart, at der har været nogle meget store produkter, som skulle sejles væk – dem er vi nødt til at sige nej tak til fremadrettet. Det er så konsekvensen, forklarer han.
Han understreger dog, at virksomhedens lettiske produktion også er i stand til at lave ganske store konstruktioner.
- Så længe det kan transporteres væk på en lastbil, så har vi ikke nogen begrænsninger, så vi har stadigvæk meget store muligheder, siger Flemming Rasmussen.
Produktionsudstyr skal sælges eller flyttes til Letland
I Nakskov har East Metal som nævnt produktion februar ud, og herefter lukkes der stille og roligt ned.
- Bygningerne er ikke vores, så der har vi opsagt lejemålene, og den proces er i gang for øjeblikket med at få lavet en ordentlig overdragelse til ejerne, lyder det fra Flemming Rasmussen.
Derudover er der en del produktionsudstyr, herunder en kæmpe trækstand med en kapacitet på mere end 2.000 tons som East Metal indviede i 2016.
- Noget af udstyret er vi i gang med at få forsøgt afhændet til tredjemand, og noget andet skal geninstalleres i Letland, siger Flemming Rasmussen.
- Med hensyn til trækstanden er der mulighed for at sælge den, og lykkes vi med det, så er det det, vi går efter. Alternativt sætter vi den op i Letland og fortsætter. Den er heldigvis designet på en måde, så den kan skilles ad. Det er rigtigt, at den er kæmpestor, og det skal man selvfølgelig have respekt for, slutter han.