Robotmesse: Vi fokuserer på slutkunderne
Den første robotmesse efter coronaperioden, R22 i marts i Odense, ser ud til at blive en udstillersucces. Flere end 90 udstillere har meldt deres ankomst. Det er væsentligt flere end der har været ved tidligere robotmesser i Odense.
Den seneste robotmesse fandt sted i september 2018. R22 foregår 23.-25. marts i Odense Congress Center.
- Vi har ambitioner om at komme op på 100 udstillere, siger Katarina Fruerlund Delaymi, udviklingsmedarbejder på Odense Congress Center, som er arrangør af messen.
Blandt deltagerne er velkendte navne som Universal Robots, OnRobot, MiR og Blue Ocean Robotics samt en lang række nystartede robotvirksomheder.
- Vi har gjort meget ud af at få mange start-ups med på messen.
Fokus på brugercases
Robotmessen er sat sammen på en anden måde end tidligere robotmesser. Blandt andet har messen medvirken af 15 partnere fra Danmark og fra Norden.
- Vi har kastet boldene op i luften og lavet et helt nyt koncept. Vi har blandt andet valgt at fokusere på slutkunderne, der skal bruge robotterne. Vi rykker så og sige et niveau ned og lægger vægt på brugercases. Vi vil have flere cases om erfaringer og udfordringer undervejs og mindre salgstale. Produktionsvirksomhederne er jo interesserede i, hvordan kan jeg tage robotterne i brug.
- Vi har også valgt, at vi udelukkende fokuserer på robotter og droner, og ikke på sensorer eller noget af det andet, der bruges i forbindelse med robotter, siger Katarina Fruerlund Delaymi.
Derfor er udstillerne begrænset til at være robotvirksomheder (og dronevirksomheder) og robotintegratorer. Flere af de store robotintegratorer deltager. Det gælder for eksempel Technicon, Gibotech, Au2mate, Kjærgaard og Egatec.
I modsætning til tidligere er det Odense Congress Center, som ejer messen, og som har det fulde økonomiske ansvar. Odense Kommune har dog bidraget med et kontant tilskud på en million kroner.
Nordiske partnere
De 15 partnere laver forskellige arrangementer i forbindelse med messen. Blandt partnerne er Syddansk Universitet, Odense Robotics, Robotics Society in Finland, Norwegian Society of Electric and Automatic Control, DI Digital, DI Fremstillingsindustrien og Odense Investor Summit.
- Vores norske partner kommer for eksempel og holder en konference. Så messen kommer til at fungere som en paraply for mange events, siger Katarina Fruerlund Delaymi.
I det hele taget er det ambitionen at lave en nordisk messe i år. Odense Congress Center ser også fremad mod marts 2024, hvor næste robotmesse er planlagt. Her er ambitionen at skabe en europæisk messe.
Robotmessen strækker sig over tre dage fra onsdag 23. til fredag 25. marts. Om fredagen er der også åbent for store skoleelever, gymnasieelever og studerende. På den måde håber messen at trække flere unge ind i robotbranchen.
Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.