23948sdkhjf

Større salg er med til at sikre Lego rekordoverskud

Danske Lego har tjent rekordmange penge i 2021 på salget af sine klodser.

Det viser regnskabet for 2021 fra den danske legetøjsgigant.

Samlet har Lego tjent 13,3 milliarder kroner i 2021. Det overgår den hidtidige rekord fra 2020, hvor selskabet tjente 9,9 milliarder kroner.

Årsagen til det rekordhøje overskud er især et stigende salg. Omsætningen hos Lego er steget med 27 procent til 55,3 milliarder kroner i 2021.

- Jeg er taknemmelig for alt det, Lego-koncernen formåede at levere i 2021, siger Legos administrerende direktør, Niels B. Christiansen.

- Vores passionerede og engagerede team på mere end 24.000 kolleger udviste en enorm dedikation og vedholdenhed for, at verden kunne blive ved med at lege, siger han i en pressemeddelelse.

Direktøren siger også, at de stærke resultater i 2021 giver Lego mulighed for at sætte ekstra skub under strategiske investeringer.

Det dækker blandt andet over investeringer i produktudvikling, salgskanaler og bæredygtighed.

- Jeg er glad for, at vores stærke finansielle resultater gør os i stand til at fortsætte investeringer i disse prioriteter.

- Investeringerne betyder, at vi kan bringe Lego-leg til mange flere børn i verden - nu og i fremtiden, siger Niels B. Christiansen.

Lego, der har hovedkvarter i Billund, har i år 90-års jubilæum. Selskabet er nok mest kendt for legoklodsen, der kom på markedet i 1958.

De seneste års større opmærksomhed på miljøet har fået Lego til at teste en række alternative metoder til at lave sine legokloder, der består af plastik.

I 2021 kunne Lego så præsentere en prototype på en legoklods fremstillet af genanvendt plastik fra brugte plastikflasker.

Prototypen kan være første skridt mod at nå Legos mål om inden 2030 at lave produkter af mere bæredygtige materialer.

Lego har i 2021 også haft succes med at udskifte engangsplastposer i sine æsker med bæredygtig emballage.

Den nye emballage vil blive indfaset fra midten af 2022, så virksomheden kan nå sit mål om at gøre al emballage bæredygtig i 2025.

/ritzau/

Lego
mio. kr. 2021 2020
Nettoomsætning 55.294 43.656
Resultat af primær drift 17.044 12.912
Resultat før skat 17.005 12.500
Årets resultat 13.285 9.916
Balancesum 47.991 37.202
Egenkapital 29.138 23.547
Antal ansatte 24.484 20.468
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2021

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Læs mere om: lego
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109