23948sdkhjf

Trist status quo for erhvervsuddannelser

Ifølge helt nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet har 20,0 procent af folkeskolernes afgangselever i år valgt at fortsætte deres uddannelsesvej på en erhvervsuddannelse, mens 71,6 procent har valgt en gymnasial uddannelse. Dermed er tallene for erhvervsuddannelserne på samme niveau som året før (19,9 procent).

Hos Tekniq Arbejdsgiverne ærgrer man sig over, at det stadig ikke er lykkedes at få flere unge til at søge ind på erhvervsskolerne.

- Det er både trist og faktisk også lidt uforståeligt, at vi ikke har formået i højere grad at dreje strømmen af unge i retning af erhvervsuddannelserne. Og vi er i hvert fald langt fra målet om, at 30 procent af de unge skal vælge disse uddannelser i 2025, siger Tina Voldby, underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne, som repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:

- Nu holder vi vejret, mens vi venter på tallene for de enkelte uddannelser, så vi kan se, om det er lykkedes at fortsætte fremgangen for ikke mindst vvs-energi- og elektrikeruddanelserne. For hvis ikke det er tilfældet, får vi udfordringer med at levere de faglærte hænder, som skal være med til at sikre den grønne omstilling og bane vejen til uafhængighed af russisk gas.

- Samtidig må vi håbe, at de unge i større omfang har fået øjnene op for for eksempel uddannelserne til smed og industritekniker, hvor virksomhederne allerede i dag står og skriger på lærlinge, siger hun.

Tilbagegang for EUX

De nye tal viser også, at 30,8 procent af de elever, der søger ind på en erhvervsuddannelse, har valgt at tage den som EUX, hvor man kombinerer en gymnasial og erhvervsfaglig uddannelse. Det er et fald på 1,4 procentpoint i forhold til sidste år.

- Desværre kommer nedgangen ikke som den store overraskelse, for den svarer til de meldinger, vi får fra erhvervsskolerne, siger Tina Voldby.

- Tallet viser, at de unge og deres forældre stadig ikke kender EUX-uddannelserne godt nok. Samtidig er det et tegn på, at uddannelsesvejlederne på folkeskolerne ikke er gode nok til at italesætte denne uddannelsesvej som et fremragende alternativ til en almindelig gymnasial uddannelse, vurderer Tina Voldby.

Hun understreger, at der ikke er råd til at skrue ned for ambitionerne for erhvervsuddannelserne, tværtimod.

- Vi skal arbejde for at styrke erhvervsuddannelserne og -skolerne over en bred kam. Samtidig skal vejledningen ude i folkeskolerne forbedres, så man ikke bare automatisk guider den altovervejende del af eleverne i retning mod gymnasierne. Og det vil kræve både et holdningsskifte, politisk handlekraft og markante investeringer, hvis ikke manglen på faglært arbejdskraft skal udvikle sig fra mærkbar til katastrofal de kommende år, siger Tina Voldby.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095