23948sdkhjf

Danske modkøbsaftaler gav succes for Rival

Samarbejder med blandt andet General Dynamics og Kongsberg er kommet i stand gennem modkøbsaftaler

Når det danske forsvar laver større indkøb hos internationale leverandører, vil det ofte være betinget af en såkaldt modkøbsaftale.

Det betyder, at producenten er forpligtet til at købe ydelser for et tilsvarende beløb hos danske leverandører. Ydelserne kan enten foregå som deciderede indkøb af underleverancer eller som teknologioverførsler, hvor leverandøren hjælper de danske virksomheder med at blive dygtigere.

- Jeg synes, Danmark har været dygtige til at købe forsvarsmateriel ind, siger Henrik Holvad, administrerende direktør hos Rival.

Pansrede mandskabsvogne

Den østjyske underleverandør fik selv sit gennembrud i forsvarsindustrien via en modkøbsaftale. Det skete, da General Dynamics i 2015 vandt et udbud på levering af nye pansrede mandskabsvogne med deres Piranha 5.

- Da de købte de her 309 Piranhaer, fik det danske forsvar lavet en modkøbsaftale med leverandøren. Det danske forsvars leverandør, som så er vores kunde, er så forpligtet til at købe for et tilsvarende beløb, fortæller Henrik Holvad.

Hos Rival er modkøbene både faldet som direkte ordrer og som teknologioverførsler. Og den del af aftalen roser Henrik Holvad også.

- Nogle af de store puljer penge i de her aftaler er faktisk teknologi-transfer, hvor de hjælper os med, hvordan vi skal gøre tingene bedre. Samfundet gør det her, fordi vi så får noget viden ind, som vi kan bruge specifikt til forsvarsindustrien, forklarer han.

Norsk modkøbsaftale

Sidenhen er det da også blevet til flere kunder i forbindelse med modkøbsordrer.

- Vi laver også udstyr til Kongsberg i Norge til deres RWS (våbenstationer der monteres på køretøjer, red.). Det startede også med, at Kongsberg havde solgt nogle af de her systemer til Danmark, og så er de tvunget til at finde nogle danske leverandører, siger Henrik Holvad.

Rival-direktøren satser på, at der kommer flere ordrer i takt med, at Danmark de kommende år øger forsvarsbudgettet markant.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094