23948sdkhjf

Jyden Bur godkendt som totalleverandør til russiske staldprojekter

Målet er at få fodfæste på det russiske marked med hjælp fra eksportprogrammet Vitus Vækst.
Jyden Bur A/S ønsker fortsat at øge eksportaktiviteterne.

De seneste års opbremsning på det danske marked for staldbyggeri har vist, at det er bidende nødvendigt at finde flere markeder at afsætte sine varer på.

- Allerede i 2006 opstillede Jyden Bur en strategi, hvor der blev satset på eksport, men så gik salget på det danske marked amok. Virksomheden kunne knap nok følge med efterspørgslen herhjemme, fortæller John Kongsgaard, der blev ansat for nogle år siden for netop at holde fokus på og øge eksportaktiviteterne.

- Det danske marked gik desværre i stå igen i 2008-2009. Siden har vi med succes kørt hårdt på vores nære eksportmarkeder. Vi har ligeledes fået godt fat i Rumænien, og Ukraine satser vi også hårdt på. Ukraine sker i regi af SustainAgri. Men vi ønsker selvfølgelig også at opbygge helt nye markeder. Vi har længe haft øje på det russiske marked, som vi nu er klar til at sætte flere resurser ind på.

Søgte og fik godkendelse
Jyden Bur A/S blev godkendt til Vitus Vækst-programmet i april i år med et projekt, hvor målet er at få opbygget en eksport til Rusland.

- Forinden var vi i Udenrigsministeriet og fremlægge vores projekt. Der var kun plads til 10 virksomheder, så der var et udskillelsesforløb, hvor vi blev udvalgt. Det er vi rigtig glade for. Vi er normalt skeptiske overfor eksportfremstød, da det er vores erfaring, at det nemt kan gå op i konsulentaflønning til folk, der ikke har forstand på hverken de produkter, vi vil afsætte, eller de markeder, vi gerne vil operere i, siger John Kongsgaard.

- Men sådan er det ikke denne gang. Vores kontakter på ambassaden i Moskva, Jens Thomsen og Poul Jakob Erikstrup, har et rigtig godt kendskab til landbrug.

Hjælp til at møde de rigtige folk
Jyden Bur har derfor store forventninger til deltagelsen i Vitus Vækst-programmet.

- Vi håber, at vi med denne mere officielle måde, hvor vi bruger ambassaden i Rusland og deltager i en eksportfremmeordning, der har politisk opbakning fra både Rusland og Danmark, får rigtig godt fat i det russiske marked, siger John Kongsgaard.

- Når man skal etablere sig i et nyt land, er det største problem altid at møde de rigtige folk. De seriøse projekter og investorer. Vi håber, ambassadens folk kan hjælpe os med det. Kan vi undgå luftkastellerne og i stedet koncentrere os om de rigtige projekter, er vi hjulpet godt på vej.

- Ambassadens folk har et lokalt netværk de kan trække på. Ligesom jeg også ved, at de disponerer over nogle større databaser, som de kan søge oplysninger i om investorerne.

Overvejer flere opkøb
- I første omgang stiler vi efter at opstille en salgsorganisation med nogle lokale forhandlere i et par udvalgte områder. Kan vi ikke finde de rigtige forhandlere at samarbejde med, må vi overveje andre muligheder.

- Man kan eksempelvis forestille sig, at vi opkøber en russisk virksomhed, der fremstiller inventar eller andet landbrugsteknologi, hvis salgsorganisation vi så kan bygge videre på.

Jyden Bur A/S overtog 1. marts MHJ Agroteknik A/S.

- Med overtagelsen af MHJ Agroteknik er Jyden Bur blevet totalleverandør af inventar og teknologi til svinestalde. Det giver os en stærk position. De store selskaber foretrækker ofte kun at have én leverandør af inventar-, foder- og ventilationsløsninger. Men vi kan også levere inventar og teknologi til kvæg- og fjerkræsstalde. På den måde vil vi være en mere attraktiv samarbejdspartner for de selskaber, der har flere typer af husdyrproduktion, siger John Kongsgaard.

Jyden Bur satser ikke mindst hårdt på at få salget af inventar og teknologi til kvægstalde op at stå i Rusland.

- Der er mange mindre mælkeproducenter i Rusland, der måske kun producerer 3.000-4.000 kg mælk pr. ko om året. Herhjemme producerer vi over det dobbelte, så her kan dansk teknologi og management virkelig gøre en forskel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065