Bila køber konkursramt nordjysk automatikfirma
Fremtiden har været usikker for de 20 ansatte i CF Matic i Thisted, siden virksomheden gik konkurs i starten af maj, men nu er løsningen for virksomhedens fortsættelse fundet, endda i lokalområdet.
Det bliver nemlig Bila Group, med hovedkontor i Nykøbing Mors, der per 20. maj 2022 overtager konkursboet og således sikrer en fortsættelse af aktiviteterne i virksomheden.
- Det er vigtigt for mig at understøtte udviklingen i lokalområdet her i Thy, hvor jeg selv stammer fra, og hvor ideen til Bila oprindeligt opstod. Vi kender mange af medarbejderne i CF Matic, så derfor ved vi, at det er meget dedikerede og kompetente medarbejdere med værdier, der passer godt til Bilas virksomhedskultur, så vi glæder os meget til at samarbejde med vores nye kolleger i Thisted, siger Jan Bisgaard Sørensen, CEO i Bila Group, i en pressemeddelelse.
Flere medico-kompetencer
Opkøbet betyder ekstra fokus på medico-branchen, hvor Bila allerede har en del aktiviteter.
- Ambitionen er at blive den førende leverandør til medico-branchen, hvor de kompetencer CF Matic har opbygget de seneste år kan bidrage til at øge hastigheden i den udvikling. Vi ser frem til at indgå i tætte og langvarige relationer med CF Matics hidtidige samarbejdspartnere, og så glæder jeg mig meget til at byde teamet i Thisted velkommen i Bila-familien, siger Jan B. Sørensen.
Ambitionen er at blive den førende leverandør til medico-branchen, hvor de kompetencer CF Matic har opbygget de seneste år kan bidrage til at øge hastigheden i den udvikling. Jan Bisgaard Sørensen, CEO i Bila Group
Bila er nu 13 steder i Danmark
CF Matics kompetencer supplerer Bilas nuværende forretningsenheder i koncernen, der for nylig opkøbte Kilde Automation i Skive og sidste år PJM i Fårevejle.
- Opkøbene er en fortsættelse af Bila Groups strategi om at konsolidere automationsbranchen og blive en stærkere optimeringspartner for de skandinaviske produktionsvirksomheder, siger Johan Blach Petersen, bestyrelsesformand i Bila Group, og uddyber:
- De store danske industrikoncerner vokser hastigt og opkøber konkurrerende koncerner i udlandet. Derfor er det vigtigt, at vi som automationspartner udvikler os til at kunne matche kravene fra disse koncerner i ind- og udland. Hvis ikke vi udvikler os, risikerer vi, at den danske fremstillingsindustri vælger store udenlandske automationsleverandører.
Udover CF Matic Kilde Automation og PJM har Bila Group tidligere købt Reo-Pack, serviceafdelingen hos Blaaholm samt Dan Palletiser, så automationshuset udover Nykøbing Mors i dag er til stede i Skive, Thisted, Herning, Aalborg, Randers, Sønderborg, Svendborg, Varde, Mariager, Vemmelev og Fårevejle samt i Norge og Sverige.