23948sdkhjf

Linak hejser gult flag: Robotter kan skabe mistrivsel

Når robotter rykker ind i produktionen, får medarbejderne nye opgaver og mere ansvar. Hos aktuatorproducenten Linak har tre nye cobots påvirket trivslen både positivt og negativt

"Husk fokus på trivsel, når robotterne flytter ind".

Sådan lyder det fra Linak på Als i en pressemeddelelse.

For et år siden flyttede tre cobots ind hos aktuatorproducenten i Nordborg som del af et undersøgende projekt, der udrulles i samspil med Teknologisk Institut.

Projektets formål er at undersøge, hvordan robotterne har ændret arbejdsmiljøet.

Cobots er samarbejdende robotter, som står ved en produktionslinje side om side med medarbejderne. De nye cobots har både påvirket arbejdsmiljøet positivt og samtidig skabt usikkerhed om nye opgaver og ansvar.

- Vi havde fra starten undervurderet, hvad cobots betyder for opgaver og dagligdag hos medarbejderne. Før havde vi et hold på fire, som havde ansvar for hver sin maskine. Nu er der kun to operatører, og deres vigtigste opgave er at holde cobots kørende. Det kræver meget mere mentalt. Man skal forstå flowet og have overblik over hele linjen, siger projektingeniør Malte Bastiansen fra Linak.

En lettere hverdag

På den positive side har de nye cobots givet de ansatte en lettere arbejdsdag og en bedre ergonomi. Før løftede hver medarbejder cirka 7,5 tons på en arbejdsdag. Nu er det reduceret til cirka 3 tons.

Men den nye hverdag kræver også en god oplæring, så medarbejderne føler sig klædt på til opgaven.

- Cobots giver et større pres for de enkelte medarbejder, som får et større ansvar. Det fylder mere i hovedet, og man skal være på hele tiden. Vi har lært, at vi skal have et større fokus på træning og uddannelse i de nye opgaver, siger Malte Bastiansen.

Det har været vigtigt for Malte at involvere de berørte ansatte i at indkøbe og implementere cobots. 

Fra starten blev der også udpeget ambassadører, som har et særligt ejerskab til projektet.

Gode råd om robotter og trivsel

Linaks erfaringer indgår i et projekt om robotter og trivsel, som Teknologisk Institut står bag med støtte fra Velliv Foreningen. 

De har samlet 12 virksomheders erfaringer i en vejledning med gode råd til ansvarlig implementering af robotter og cobots. Vejledningen bliver lige nu afprøvet i otte andre virksomheder, som implementerer robotter.

- Virksomhedernes erfaringer er, at det kræver mere mentalt at arbejde sammen med en cobot. Det er vigtigt at have øje for de medarbejdere, der ikke har så stærke digitale kompetencer. Og det er vigtigt at tænke en god oplæring ind fra starten, siger konsulent Emil Højbjerre Thomsen fra Teknologisk Institut.

Stemningen vendt

Efter en indkøringsperiode er medarbejderne nu blevet glade for de nye cobotter. Derfor er de næste 27 cobots også bestilt. 

De nye cobots betyder ikke fyringer i Linak, men er ifølge Malte Bastiansen tværtimod grundlaget for vækst.

- Hvis vi ikke får robotter ind i virksomheden, har vi brug for mange flere medarbejdere - og dem kan vi slet ikke skaffe. Vi har en ledelse, der ikke ønsker at flytte hele produktionen til udlandet, og derfor er robotter den eneste måde, vi kan sikre at vækste, siger han.

Erfaringer fra 12 virksomheder

Teknologisk Institut undersøger i det aktuelle projekt, hvordan indtoget af robotter og cobots i danske produktionsvirksomheder påvirker medarbejdernes trivsel og mentale sundhed.

Erfaringer fra 12 virksomheder er samlet i en vejledning med gode råd til ansvarlig implementering af robotter. Vejledningen er lige nu ved at blive afprøvet i otte andre små og mellemstore virksomheder, der er ved at implementere robotter. Den offentliggøres i foråret 2023.

Teknologisk Institut har modtaget 986.447 kr. fra Velliv Foreningen til projektet.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.26