23948sdkhjf

Løndal Industri under rekonstruktion

Den familieejede virksomhed Løndal Industri fra Bjæverskov er den 14. august gået i rekonstruktion.
Løndal Industri har taget nogle gevaldige tæv under krisen, alligevel øjner virksomheden lys for enden af tunnelen og tør nu atter se fremad.

Der er ordre i bogen til de kommende måneder. Medarbejderne bliver ved maskinerne, og de vigtigste finansielle samarbejdspartnere har sagt god for fremtidsplanerne. Det var ellers lige ved at gå helt galt for Løndal Industri.

- Vi har været helt ude og hænge fast med det yderste af neglene og er taknemmelige for, at banken og leasingselskaberne har accepteret en rekonstruktion. Det giver os muligheden for at se fremad og forhåbentligt også den nødvendige tid til at finde den rigtige investor eller samarbejdspartner. Vi har nogle unikke certifikater herude, som det har taget lang tid at bygge op og som en samarbejdspartner med de rigtige ambitioner kan forstå at udnytte, siger Claus Løndal, direktør i Løndal Industri.

Godkendt til forsvarsindustrien
Løndal Industri er underleverandør til blandt andet norsk forsvarsindustri og har opnået de nødvendige – særdeles krævende – kvalitetscertficeringer hertil. Det meget grundige kvalitetsarbejde har også kastet ordre til off-shore branchen af sig ligesom virksomheden har leveret til procesindustrien. Maskinparken er automatiseret, og man har især arbejdet med spåntagning i rustfrit stål og aluminium.

En række gode kunder har holdt ved gennem krisen, men der er i dag en god del ledig kapacitet og det er grunden til, at man meget gerne vil have fat i en ny investor.

- Løndal Industri søger efter en ny investor. Det kan også være virksomheder, der går sammen. Vi vil gerne opkøbes, og kan gå ind med en sund økonomi fra nu af. Samtidig har vi en række eftertragtede certifikater, som andre virksomheder ville skulle bruge rigtig mange ressourcer på at opnå. Havde vi valgt en konkurs, var disse certifikater gået tabt, og vi havde dermed ikke været lige så meget værd for en ny investor. Så havde der kun været tale om at få solgt løsøret og arbejdspladserne var gået tabt, mener Claus Løndal.

Her gik det galt
Løndal Industri er en ældre virksomhed fra 1953, og så sent som i 2007 havde man en egenkapital på 10 millioner kroner. Finanskrisen ramte imidlertid virksomheden som en klaphammer mellem øjnene.

- Vores ordrehorrisont som underleverandør var ikke mere end et par måneder. Da krisen kom og en stor del af omsætningen forsvandt, kunne vi ganske enkelt ikke nå at omstille os hurtigt nok, siger Claus Løndal.

De finansielle og personalemæssige forpligtigelser rakte videre end ordrehorisonten, og derfor fossede pengene ud.

Med hjælp fra banker og leasingselskaber blev der gennemført en rekonstruktion i 2010, og resultatet for året viste et mindre overskud.

2011 bar præg af en massiv overkapacitet på markedet, og det pressede priserne helt i bund. Alligevel havde virksomheden sorte tal på bundlinjen frem til udgangen af august 2011, men så gik det galt.

- Vi oplever et second-dip i vores ordremængde. Men værst af alt er det, at vores vigtigste kunde har et stort marked i USA, der bliver direkte berørt af budgetkrisen derovre. De får et indkøbsstop på seks måneder. I alt dropper vores omsætning i de sidste tre måneder af 2011 med 70 procent, forklarer Claus Løndal.

Investor jages
Claus Løndal satte dobbelt turbo på salgsindsatsen og kørte landevejene tynde, men samtidig stod det klart, er der overordnet set var brug for en ny investor, og derfor gik direktøren med rådgivere i gang med at lede efter en sådan. Og i lang tid så det ud til, at det var lykkedes at finde en ny investor.

- Vi havde fundet en virksomhed, der var interesseret, og vi virkede som et godt match. Derfor brugte vi nogle måneder på at få en virksomhedshandel på plads, og vi var sådan set enige. Desværre viste det sig så, at den anden virksomhed ikke kunne få finansieret sit købstilbud, og vi endte op med udgifter til rådgivere og spildte 10 – 11 uger, uddyber Claus Løndal.

Den nuværende rekonstruktionsfase er indledt med henblik på at få afdækket om det er muligt at sælge dele eller hele virksomheden.

Et godt ry i branchen har ført til, at kunderne har været fantastisk loyale.

- Den store bredde i vores kundebase har valgt at holde fast i Løndal Industri, og det er jeg særdeles taknemmelig for. Og selv om vi står i en svær situation netop nu, er der også en god portion optimisme, for vi har paradoksalt nok rigeligt at lave i de kommende måneder, afrunder Claus Løndal.

Virksomheden har i dag 20 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078