23948sdkhjf

Nyt partnerskab skal fordoble SH Group

Ledelsen og ejerne bag fynske SH Group indgår partnerskab med Odin Equity Partners. Målet er som minimum at fordoble omsætningen i SH Group.
Med det nye partnerskab overtager Odin aktiemajoriteten i den Svendborg-baserede SH Group, der leverer mekaniske og hydrauliske løsninger til danske og internationale kunder indenfor offshore, marine og industri.

- Odins engagement i SH Group sker med henblik på mindst at fordoble virksomhedens omsætning. SH Group er en teknisk meget kompetent virksomhed med et stort potentiale, der gennem en årrække har leveret flotte resultater, siger ansvarlig partner hos Odin Jacob Bergenholtz om engagementet.

Ledelse fortsætter
SH Group har hidtil været ejet og ledet af Morten Nielsen, Jeppe Sonne og Lars Præst. De fortsætter alle tre i deres nuværende funktion i ledelsen og som aktionærer sammen med Odin.

- Den nuværende ledelse fortsætter i virksomheden, og der sker derfor ingen ændringer i vores tætte samarbejde med kunder og leverandører, forklarer administrerende direktør i SH Group Morten Nielsen, og fortæller om vækstplanerne for virksomheden:

- Medarbejderne kan se frem til at få endnu flere kolleger. Vi har valgt at indgå et partnerskab med Odin, fordi vi tror på, at det kan forstærke den positive udvikling, som virksomheden har oplevet de senere år. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med Odin om at cementere vores position inden for mekaniske og hydrauliske løsninger til især offshore- og marineindustrien.

Om SH Group
Svendborg Skibshydraulik A/S (SH Group) blev grundlagt i 1974 og beskæftiger i dag mere end 160 medarbejdere. Virksomheden er placeret i Svendborg og i en afdeling i Lindø Industripark. SH Group omsætter for i alt ca. 280 mio. kr. årligt.

Om Odin
Odin Equity Partners (Odin) er et partnerdrevet og uafhængigt investeringsselskab beliggende i Danmark. Odin blev grundlagt af Esben Bay Jørgensen, Jesper Wadum Nielsen og Bernd Petersen i 2005 med fokus på majoritetsinvesteringer i mindre og mellemstore virksomheder med en omsætning på 200–1.000 mio. kr.

Odin administrerer i dag over 2.500 mio. kr. og har igennem årene investeret i en række danske og svenske produktions- og servicevirksomheder. Odins målsætning er at skabe langsigtet værdi i virksomhederne via en kraftig øgning af virksomhedernes størrelse og indtjening gennem strategiske tilkøb og organisk vækst samtidig med gennemførelsen af operationelle forbedringer og en professionalisering af ledelsesstrukturen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094