Flytning og råvareuro giver millionunderskud hos Sekura Cabins
Røde tal har bestemt ikke været normen hos Sekura Cabins, der producerer førerkabiner til entreprenørmaskiner. Ikke desto mindre endte 2021 med et underskud før skat på 5,9 millioner kroner mod et overskud året før på 11,0 millioner kroner. Det skriver Randers Amtsavis.
Ifølge administrerende direktør Michiel Som er underskuddet en kombination af flere ting.
For det første flyttede Sekura Cabins i 2021 ind i en helt ny fabrik i det sydvestlige Randers. Den flytning har været dyrere end forventet, og Michiel Som skønner, at det har betydet et produktivitetstab på 10 millioner kroner.
Derudover over har Randers-virksomheden haft kraftigt stigende udgifter til råvarer. I 2021 brugte man 55,9 millioner kroner på råvarer mod 35,6 millioner kroner året før.
- Vi har haft den udfordring, at Sekuras industrikunder førhen har været vant til årlige prisstigninger, hvilket er en vane, som i den nuværende verden ikke længere er bæredygtig. Derfor har vi genforhandlet alle salgspriserne med vores kunder og bevæget os ind i nye aftaler og kontrakter, hvor råvarepriserne kan og vil blive tilpasset kvartalsvis, skriver Michiel Som i en mail til Randers Amtsavis.
Han forventer dog at være tilbage på normal produktivitet i andet halvår af 2022.
Regnskabsår | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Resultat af primært drift | 5,7 | 12,5 |
Bruttofortjeneste | 22,3 | 28,0 |
Resultat før skat | -5,9 | 11,0 |
Årets resultat | -4,5 | 8,6 |
Status balance | 132,6 | 104,8 |
Egenkapital | 15,2 | 31,3 |
Antal ansatte | 162 | 146 |
Kilde: CVR |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.