Sanistål dobler op på driftsoverskuddet
Omsætningen hos teknik- og VVS-grossisten Sanistål steg i første halvår med 11 procent til 1,876 milliarder kroner sammenlignet med året før.
Ddriftsresultatet, ebitda, endte på 144 millioner kroner mod 74 millioner kroner i første halvår 2021. Med i overskuddet er en avance på 9 millioner kroner, som stammer fra salg af koncernens hovedkvarter fratrukket udgifter til omkostninger til organisationsændringer i første kvartal.
- Vi har i første halvår set en bredt funderet vækst på tværs af markeder og kundekategorier. Der har været pres på forsyningskæderne, men vi har sikret kunderne en tilfredsstillende leveringssikkerhed, fordi vi har valgt at have ekstra mange varer på lager, siger administrerende direktør Claudio K. Christensen i en kommentar til regnskabet.
- Vi har set stigende interesse for vores value-add-løsninger til industrien, hvilket fortsat er en stor prioritet for os. Med salgene af hovedsædet, Serman & Tipsmark og snart også Polen er vi ved at være i mål med fokuseringen af Sanistål, og derfor kan vi investere mere i at udvikle kerneforretningen, blandt andet med en væsentlig udbygning af det automatiserede centrallager i Billund, fortsætter han.
Overskuddet efter skat for koncernens fortsættende aktiviteter endte på 59 millioner kroner mod 6 millioner kroner sidste år.
På baggrund af udviklingen i første halvår fastholder Sanistål forventningerne til hele 2022. Dermed forventer man en omsætning på 3,6 milliarder kroner efter en organisk vækst på cirka 6 procent, og justeret for frasalget af Serman & Tipsmark og det planlagte frasalg i Polen. Ebitda før engangseffekter fastholdes på 225-255 millioner kroner.
Sanistål påpeger dog, at udviklingen i første halvår peger mod en ebitda i den høje ende af intervallet, men markedsmæssige usikkerheder som følge af blandt andet stigende inflation, prispres, afmatning i byggeriet, faldende forbrugertillid og risici for vareknaphed gør, at man fastholder spændet.
Regnskabsår | 1. halvår 2022 | 1. halvår 2021 |
Valuta | Mio. kroner | Mio. kroner |
Nettoomsætning | 1.876 | 1.684 |
Primært resultat (ebit) | 81 | 12 |
Driftsresultat (ebitda) | 144 | 74 |
Resultat før skat | 75 | 7 |
Periodens resultat | 63 | 7 |
Status balance | 2.025 | 2.003 |
Egenkapital | 666 | 591 |
Antal ansatte | 1.111 | 1.186 |
Kilde: Sanistål |