23948sdkhjf

Skuffende regnskab fra Dantherm

Et lavt salg til koncernens telekom-kunder gjorde, at Dantherm kom ud af andet kvartal med røde tal.
Den samlede omsætning i kvartalet endte på 120 mio. kr., hvilket er 24 mio. kr. dårligere end året før. Omsætningen inden for HVAC steg med 28 procent, men kunne ikke opveje et fald i salget inden for Telecom på 49 procent.

- Salget af produkter inden for HVAC udviklede sig positivt i andet kvartal med en vækst på 28 procent og i første halvår er salget for segmentet steget med 23 procent. Også salget til Telecom netværksoperatørerne er steget. Salget til Telecom netværksleverandørerne har imidlertid mod forventning skuffet som følge af lavere efterspørgsel fra vores store kunder. Dantherms strategi fokuserer fortsat på at styrke salget inden for HVAC og Telecom netværksoperatørerne og samtidig være positioneret til den forventede stigning i efterspørgslen fra netværksleverandørerne, siger administrerende direktør Torben Duer i en kommentar til regnskabet.

Dantherms driftsresultat blev et beskedent overskud på 1,0 mio. kr. mod et overskud på 6,5 mio. kr. i andet kvartal 2011, og resultat før skat blev et underskud på 1,3 mio. kr. mod et plus på 2,7 mio. kr. året før.

Oprindeligt forventede Dantherm en svag start på 2012, men denne udvikling er mod forventning fortsat ind i andet kvartal. I slutningen af 2012 forventes en bedre udvikling inden for Telecom, som dog ikke opvejer den lave omsætning i første halvår.

Derfor nedjusterer Dantherm nu forventningerne til 2012 som helhed. Omsætningen ventes nu at ende på 500 mio. kr., og EBIT forventes at lande på 10 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082