Fortsat tocifret vækst hos SP Group
SP Group omsatte i første halvår for 1,401 milliarder kroner, hvilket var lig en fremgang på 13,1 procent sammenlignet med første halvår sidste år.
Driftsresultatet, ebitda, steg med 18,6 procent til 249,6 millioner kroner, og resultatet før skat med 18,5 procent til 153,5 millioner kroner.
- Til trods for corona-pandemien, krigen i Ukraine, global uro, mange markedsudfordringer og volatile råvarepriser er det lykkedes at øge salget og driftsindtjeningen igen i første halvår. Vi har midlertidig mange udfordringer foran os i en hastigt foranderlig verden, siger koncernchef Frank Gad.
- Vi har nydt godt af vor eksponering mod industrier, der er relativt modstandsdygtige, og øget vort salg inden for healthcare, fødevarerelaterede og andre krævende industrier. Vi har derudover fortsat vor målrettede M&A-strategi, der giver os flere kunder og ny teknologi, og vi er opsatte på fortsat at agere som konsolidator, når værdiskabende muligheder opstår, fortsætter han.
Salget til healthcare-industrien steg med hele 30,0 procent i halvåret, og udgør nu 34,5 procent af den samlede koncernomsætning. Salget til fødevarerelaterede industrier steg med 29,7 procent, mens salget til automotive steg med 7,3 procent. Eneste tilbagegang kunne registreres i cleantech-industrien, hvor salget faldt med 6,2 procent.
SP Group fastholder på den baggrund forventningerne om en vækst i omsætningen i 2022 på 5-15 procent med en ebitda-margin på 16–18 procent og en EBT-margin på 9-12 procent.
Regnskabsår | 1. halvår 2022 | 1. halvår 2021 |
Valuta | Mio. kroner | Mio. kroner |
Nettoomsætning | 1.400,5 | 1.238,5 |
Resultat før af- og nedskrivninger (ebitda) | 249,6 | 210,4 |
Resultat før finansielle poster (ebit) | 161,8 | 135,9 |
Resultat før skat | 153,5 | 129,5 |
Periodens resultat | 121,6 | 101,8 |
Status balance | 2.786,6 | 2.395,9 |
Egenkapital | 1.138,0 | 1.062,0 |
Antal ansatte | 2.507 | 2.327 |
Kilde: SP Group |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.