23948sdkhjf

Damstahl investerer i kæmpe højlager

Stålgrossisten Damstahl udvider og moderniserer sin lagerkapacitet ved hovedkvarteret i Skanderborg. Det sker med byggeriet af et nyt højlager, der skal dække det komplette kapacitetsbehov for rustfri stangstål og rør i Danmark.

Det nuværende højlager har 25 år på bagen, og teknologien lever ikke op til fremtidens krav til effektivitet. Det er et traditionelt reollager, hvor alle varer ligger på grenreoler, og en ubemandet kran henter godset ned, når der skal plukkes bundter til kunderne.

- Med det nye kassettelager kan kranen plukke bundter, så der bliver langt færre tunge løft og håndteringer. Det nye lager forbedrer arbejdsmiljøet betragteligt, ligesom vi sparer flere interne transport- og arbejdsgange og bliver langt mere effektive, siger Lars Fløjstrup Degn, nordic logistics manager i Damstahl og projektleder på det nye lager.

Dækker dansk behov

Det nye lager dækker et areal på knap 2.400 kvadratmeter, og det bliver 12 meter højt og 100 meter langt. Kapaciteten forøges med mere end 50 procent, og dermed får Damstahl nogle rammer, som matcher ønsket om at ekspandere i markedet for rustfri stål.

- Der er plads til ti millioner kilo rustfri stangstål og rør på det nye lager, og det svarer til omkring 35 procent af alt det stangstål og rør, der bruges i Danmark på et helt år. Dermed kan vi faktisk dække den komplette efterspørgsel på stangstål og rør i hele landet fra det lager, siger Michael Lund, group CEO i Damstahl.

Der er plads til ti millioner kilo rustfri stangstål og rør på det nye lager, og det svarer til omkring 35 procent af alt det stangstål og rør, der bruges i Danmark på et helt år Michael Lund, group CEO i Damstahl

Mål om bæredygtighed

Højlageret bliver opført med øje for bæredygtighed, så taget bliver forsynet med solceller, som kan producere elektricitet til driften.

- Vi har endnu ikke lagt os fast på, hvem der skal levere teknikken. Når vi kender det konkrete strømforbrug, vil vi specificere kravene til solcellerne. Det koster en del energi at drive et højlager. Men tankerne om solceller hænger naturligvis sammen med vores bestræbelser på at reducere vores samlede CO2-udledning med 70 procent inden 2030, siger Michael Lund.

Klar i 2024

Damstahl regner med at kunne tage det nye højlager i brug omkring første kvartal 2024, og en del af det nuværende højlager skal fremover bruges til opmagasinering af kundespecifikke varer.

Damstahl bygger samtidig et lignende højlager i Langenfeld i Tyskland. På trods af omfanget i de nye projekter vil Damstahl uhindret kunne servicere kunderne som hidtil i ombygningsfasen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094