23948sdkhjf

Salling Plast konkurs: Ny ejer redder fabrikken

Det var på nippet til at gå helt galt, men så satte både kurator og pengeinstitut sig for med lynets hast at forsøge at redde det gamle hæderkronede firma.

Det ser ud til at lykkes.

- Efter nogle hektiske døgn er en stor del af virksomhedens aktiver solgt, siger kurator, advokat Søren Ehlert.

Onsdag blev industrivirksomheden Salling Plast med 70 ansatte ellers taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Aalborg. Men en ny ejer, hvis navn endnu ikke er offentliggjort, står altså klar i kulissen.

Derfor er de 70 medarbejdere også fortsat på arbejde på trods af konkursen.

- Det har været vigtigt for mig som kurator og virksomhedens panthaver at redde virksomheden, værdierne og de mange arbejdspladser, som vi har vurderet er af væsentlig betydning for lokalsamfundet, siger kurator Søren Ehlert.

Fra eventyr til mareridt

Bag Salling Plast står direktør og ejer Geert Winther Skovsgaard. For kun et år siden slog han dørene op til en nyrenoveret fabrik i Hurup Thy. En fabrik, der leverer trykrør til aqua-sektoren, heriblandt fiskeopdræt, og som samtidig er hovedsæde for Salling Plast.

Men det, der så ud til at blive et erhvervs-eventyr for ham, blev et mareridt.

Geert Winther Skovsgaard købte i april 2019 to tredjedele af den mere end 50 år gamle familieejede virksomhed og overtog i oktober 2020 den resterende tredjedel af Salling Plast.

Han ofrede et tocifret millionbeløb på renovering af bygningerne i Hurup, indretning af et nyt innovationscenter og et tilhørende lagerområde på 20.000 kvadratmeter.

Det var altså ikke nok.

De store forhåbninger til, at satsningen kunne styrke konkurrenceevnen rakte ikke - for så kom prisstigninger og krigen i Ukraine - blandt andet.

Årsagen til konkursen skal nemlig også findes et helt andet sted end i den nye fabriksbygning i Hurup eller i den gamle i Ranum.

Problemer i Hviderusland

Det er blandt andet selskabets fabrik i Hviderusland, der har voldt store økonomiske vanskeligheder for Geert Winther Skovsgaard.

På grund af krigen i Ukraine er der stort set lukket af for forbindelsen til den hviderussiske fabrik Salling Plast Production Orscha.

Her har Salling Plast et større millionbeløb i tilgodehavende.

I årsregnskabet for 2021 blev der således sået væsentlig tvivl om den fortsatte drift.

Dertil kom eftervirkninger fra en global corona-pandemi, ukontrollable stigninger i samtlige råvarepriser, geopolitiske udfordringer i Belarus samt generel uro på markedspladsen.

Det betød, at en række interne projekter og initiativer blev forsinket eller udskudt.

'Going concern'

Revisorselskabet Deloitte skriver således i årsregnskabet, at som følge af situationen i Ukraine har man ikke været i stand til at modtage og verificere tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis omkring værdiansættelsen heraf.

I årsregnskabet - der netop er blevet offentliggjort - slås det endvidere fast, at regnskabet aflægges som going concern med afsæt i banktilsagn, likviditetsbudget og en række konkrete tiltag.

Salling Plast var oprindelig underleverandør til fjernvarmeindustrien. Nu er det især rørføringer og plast til procesindustri, der fremstilles, og det er ofte store rørdimensioner fra en halv op til to eller tre meter i diameter.

Se nøgletal for:
Læs mere om: salling plast
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.782