23948sdkhjf

Gå i træningslejr på en virtuel CNC-maskine

Edge-Team havde en nyhed med på Spånligaen, som man har store forventninger til

Med det mundrette navn HxGN Machine Trainer kunne Edge-Team præsentere en ny CNC-træningsmaskine på Spånligaen.

- Det er i bund og grund det samme som en CNC-maskine. Den kan det samme, bare uden der er noget, der går i stykker. Vi programmerer vores NC-koder igennem som på en almindelig maskine, men her har vi simuleringsdelen ind over og kan trykke reset, uden at vi har ødelagt en spindel til 100.000, forklarer application engineer Hasse Dahl-Sørensen.

Her er det en rigtig god måde at lære dem at bruge en styring og en rigtig maskine på uden at ødelægge noget Hasse Dahl-Sørensen, application engineer hos Edge-Team

Satser på skoler og større virksomheder

Han forstiller sig, at CNC-træneren især vil være interessant for skoler og for større virksomheder, hvor lærlingene ikke skal være en del af indtjeningen fra dag ét.

- Her er det en rigtig god måde at lære dem at bruge en styring og en rigtig maskine på uden at ødelægge noget, siger Hasse Dahl-Sørensen, og fortsætter.

- Den kan have 100 maskiner liggende i sig, så hvis man står på en skole, der har 10 fysiske maskiner, så lægger vi de 10 maskiner ind, og når de har kørt et program herpå og målt værktøjet op, så kan de tage det samme program og gå over til en maskine - og så virker det.

Føles som en rigtig maskine

Træneren er produceret af Hexagon, og fidusen er, at den rent fysisk minder meget om en rigtig CNC-maskine.

- Den vejer 350 kg, så den har følelsen af at være en rigtig maskine. Man står ikke bare med noget plastik. Det er selvfølgelig grafik og simulering inde bag ved, men man har stadig følelsen af, at det er en rigtig maskine med en lampe, der lyser grønt, når det går godt og en rød lampe, der lyser, når det går mindre godt, forklarer Hasse Dahl-Sørensen.

- Det hele kører præcis som på en rigtig maskine. Du har lyden, du har spåner, der bliver taget af, du har vand på, du kan køre med håndhjul, du kan skifte styring – vi har to på lige nu; en Heidenhain og en Siemens, og senere hen kommer der også en Fanuc-styring. Lige meget hvilken styring, du er vant til ude fra virksomheden, så kan du få træning i den, uddyber han.

Indtil videre kan man kun se CNC-træneren hos Edge-Team, der er i gang med at teste behovet på markedet. Hasse Dahl-Sørensen er dog ikke i tvivl om, at specielt skolerne bør have en stående.

- Alle de her havarier og dumme opretninger, som man skal have folk ud og reparere. Hvis vi kan spare de penge ved sådan en maskine her, kan de få penge til bedre værktøjer, nyere fræsere og så videre. Det er det, vi hører meget om i de her dage, at der simpelthen ikke er ressourcer nok, slutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142