23948sdkhjf

Fejrer 20-års jubilæum med store ordrer og nye investeringer

Alfa Laval i Nakskov har gennem de senere år oplevet stor efterspørgsel på virksomhedens specialistkompetencer inden for membranfiltrering, som blandt andet bruges i den farmaceutiske industri og i fødevareindustrien.

Og efterspørgslen har medført et behov for at investere i ny teknologi, som er blevet implementeret i virksomhedens produktionsapparat i løbet af de seneste år.

- Vi udvikler vores produkter og udstyr sammen med kunderne, og uanset om det drejer sig om fødevarer, drikkevarer, farmaceutiske produkter eller noget helt fjerde, gælder det om at skabe de mest optimale processer, som i sidste ende sparer vores kunder for unødigt energi- og ressourceforbrug, forklarer Stine Grønnemose, administrerende direktør for Alfa Laval i Nakskov, i en pressemeddelelse.

130 medarbejdere af 10 nationaliteter

Med både store ordrer og nye investeringer har der været al mulig grund til at fejre virksomhedens 20-års jubilæum, som netop er blevet markeret med et arrangement for samtlige 130 medarbejdere og deres familier. Medarbejderstaben er vokset støt igennem de seneste 20 år og tæller i dag vidt forskellige faggrupper som smede, elektrikere og industrioperatører til administrative og akademiske medarbejdere og på alle niveauer fra ufaglærte og lærlinge til masterstuderende. 10 forskellige nationaliteter er desuden repræsenteret på virksomheden i Nakskov.

- De mange forskellige kompetencer og nationaliteter blandt medarbejderne – og ikke mindst deres store engagement og lyst til at gøre en forskel for vores kunder og den grønne dagsorden generelt – er vores helt store styrke og er afgørende for, at vi er blandt de førende inden for membranfiltrering på verdensplan. Den position har vi naturligvis tænkt os at bibeholde og udvikle, siger Stine Grønnemose.

Historien går mere end 50 år tilbage

Fællesnævnerne for de ordrer, som Alfa Laval i Nakskov får ind, er først og fremmest bæredygtighed og ressourcebesparelser hos kunderne. Det handler overordnet set om at bruge mindre energi og udnytte de ressourcer, der er til rådighed:

- Kundernes øgede fokus på bæredygtighed har medført en større interesse for vores produkter, som netop er med til at minimere spild og skabe værdi ud af restprodukter i deres processer. Internt i Alfa Laval har vi ligeledes et konstant fokus på at optimere brug af vand og energi i vores egen produktion, siger Stine Grønnemose.

Selv om Alfa Laval i Nakskov netop har fejret sit 20-års jubilæum, går virksomhedens historie og ekspertise inden for membranteknologi endnu længere tilbage. Den lollandske afdeling er Alfa Lavals globale center for udvikling, produktion og salg af membraner og har arbejdet inden for dette højtspecialiserede område i mere end 50 år – først som De Danske Sukkerfabrikker i 1965 og sidenhen under andre navne som Dow Danmark og DSS Separation Systems efter forskellige virksomhedsopkøb. I 2002 blev DSS overtaget af den svenske industrikoncern Alfa Laval, som gav virksomheden sit nuværende navn, Alfa Laval Nakskov.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094