23948sdkhjf

Ja! Jeg er glad for min hjemmelavede robotcelle

Midt i en krisetid har de danske virksomheder behov for, at alle medarbejdere foretager reelt værdiskabende arbejde. Men ikke hos Amatek i Vejle.
Med sine blot fire ansatte har virksomheden taget tyren ved hornene og undersøgt muligheden for at automatisere nogle af sine arbejdsopgaver. Det er der kommet en fremragende løsning ud af. For selvom Amatek er en lille virksomhed, så findes der på markedet i dag robotløsninger, der er så billige i anskaffelse og opsætning, at selv de mindste virksomheder kan få en, endog meget, rentabel forretning ud af det. Det kan Flemming Buch fra Amatek snakke med om, og det gør han gerne til alle, der vil høre hans historie. Morten Nielsen fra DIRA (Dansk Robot Netværk) var forbi Amatek lige før sommerferien for at se, hvordan de helt små virksomheder automatiserer sig til flere ordrer og større omsætning.

"Om jeg så havde en skoledreng til det, ville jeg ikke kunne lave forretning ud af det"
Mens Flemming Buch stolt viser sin hjemmelavede robotcelle frem, fortæller han, hvordan arbejdet med gravering af metalskiver foregik, før Amatek fik sin nye robotkollega:

- Vi leverer blandt andet gravering af metalskiver, eksempelvis til producenter af designermøbler, fortæller han og fortsætter:

- Efter graveringsmaskinen er sat op til at gravere en statisk tekst og et logo, kombineret med et fortløbende eller tilfældigt serienummer, består operatørens opgave i at lægge metalskiverne ind i maskinen og tage dem ud igen.

En hurtig prøvegravering afslører en proces, der er så støjende, at selv med høreværn vil de fleste ikke kunne klare otte timer ved graveringsmaskinen. Og med en cyklustid på ca. 40 sekunder kræver arbejdet en mand ansat på fuld tid, da det ikke er muligt at gå til og fra andre opgaver med 40 sekunders intervaller. Arbejdet er gentagende, ensartet og kræver ingen uddannelse. Og som Flemming siger:

- Om jeg så havde en skoledreng til det, ville jeg ikke kunne lave forretning ud af det.

Med andre ord: En oplagt kandidat for automatisering.

Men automatisering er jo dyrt?
Graveringsmaskinen havde Amatek allerede - de forhandler dem trods alt. Så Flemming undersøgte markedet og fandt, at han med en samlet investering på omkring 250.000 kr. kunne bygge hele robotcellen op inkl. et program til robotstyringen. Opsætning af robotten, der ofte kan vælte budgettet, når der skal indføres robotteknologi i små og mellemstore virksomheder, klarede Flemming selv, selvom han, trods mange års erfaring som maskinbygger, aldrig har opsat en robot før:

- Jeg viste den, hvad den skulle gøre. Selvfølgelig var der nogle udfordringer undervejs, men slet ikke nogle, jeg ikke kunne klare.

Flemming smiler indforstået og fortæller, at den elektromagnet han har monteret til at gribe metalskiverne med sjældne gange får fat i to skriver. Men det har Flemming klaret ved at lade armen køre så tæt forbi en metalkant, at hvis der er to skiver på magneten, bliver den nederste skubbet af. Genialt tænker jeg! Hvorfor gøre det mere besværligt end det er? Flemming har regnet ud, at han har en tilbagebetalingstid på robotarmen i det nuværende set-up på bare et år.

Det er garanteret meget besværligt!
Flemming fortæller videre om, hvordan han boltede robotarmen fast på det allerede eksisterede arbejdsbord med fire bolte og ved at tage fat i robotarmen viste den, hvor de fire stakke med ugraverede metalskiver befandt sig. Videre til en lille rotationsanordning hvor armen slipper skiven, mens den orienteres korrekt i forhold til et hak i kanten. Herefter videre til graveringsmaskinen, der har plads til to skiver. Vente til graveringsmaskinen er færdig med den forrige skive, som armen til sidst placerer i en stak med færdige skiver. Nu er alle skiverne i øvrigt fint justerede, så hakkerne i kanterne er lige under hinanden og klar til næste proces - kvalitetskontrol:

- Kvalitetskontrollen foregår stadig manuelt, forklarer Flemming.

- Det vil være oplagt at lave kvalitetskontrollen automatisk og som en del af selve processen. Jeg har jo allerede robotarmen, så det eneste jeg skal have købt er en scanner til formålet.

Dog foregår kvalitetskontrollen i dag så hurtigt, at en dagsproduktion kan kvalitetskontrolleres på ca. 10 minutter. Derfor er kvalitetskontrol ikke Flemmings næste projekt. Næh, Flemming har andre planer.

"Tager det mere end fem timer at gøre manuelt, skal vi have en robot til det"
Allerede nu har Flemming planer med sin robotarm. Amatek leverer ca. 20.000 metalskiver om måneden. Robotcellen kører om natten på grund af støjen, og hver nat kan den lave ca. 900 skiver. Det vil sige, at Amatek kan lave de ca. 20.000 skiver på omkring 14 dage. Hertil kommer, at robotarmen kan køre om dagen med opgaver, der ikke støjer. Den effektive udnyttelse af robotarmen er derfor på ca. 25 procent. Derfor har Flemming allerede overvejet, hvordan han kan lave en anordning, så robotarmen kan afmonteres den nuværende celle og anvendes andre steder hos Amatek.

- Vi har også laser-gravører, som ikke larmer, men som stadig kræver, at der hele tiden står en mand ved den og udskifter emner, forklarer Flemming.

- Det vil være meget oplagt at montere robotarmen ved laser-gravørerne også. Her vil den kunne køre mange ordrer både dag og nat. Fordelen for os er, at robotarmen allerede er betalt, og derfor skal vi ikke ud og foretage yderligere investeringer.

Flemming fortæller videre om andre steder hos Amatek, hvor den fleksible robotarm vil kunne monteres og udføre gentagende, manuelle opgaver. Flemming har regnet ud, at Amatek’s robot er så nem at omstille, at alle de gentagede arbejdsopgaver, som Amatek har, og som tager mere end fem timer at udføre manuelt, bør automatiseres. I første omgang med den nuværende robotarm, men med tiden vil der komme flere til. Flemming viser også en håndholdt graveringsmaskine:

- Den skal jeg have sat på en robotarm. Så kan den gravere uhåndterlige emner hurtigere og mere præcist end et menneske nogensinde kan.

Flemming bliver gået lidt på klingen med spørgsmålet, om han er så sikker på sine løsninger, at han er parat til at sælge dem til andre:

- Ja! Alle kan gå i gang med det her. Jeg havde ingen erfaring med robotter, da vi købte vores robotarm, og allerede efter få dage skabte den værdi for vores virksomhed. Og som du kan se, er det her kun begyndelsen.

Amatek til inspiration for andre
Hos Dira’s formand Steffen Enemark er der stor anerkendelse og glæde at spore, da han hører historien om Amatek:

- Det er et fremragende eksempel! En af Dira’s fornemste opgaver er netop at åbne øjnene hos de danske virksomheder over for moderne automation. Især de mindre virksomheder holder sig tilbage. Det kan skyldes, at de ikke er klar over, hvad der rent faktisk kan automatiseres, og måske kender de ikke mulighederne på markedet. Endelig har de begrænsede budgetter og frygter, at automatisering har lange tilbagebetalingshorisonter. Amatek’s eksempel er en stor inspiration for os alle, og jeg håber virkelig, at flere mindre virksomheder vil følge Amatek’s eksempel. Hvis dansk produktion skal overleve på lang sigt, skal alle danske virksomheder automatiseres så meget som overhovedet muligt. Det gælder de store, men så sandelig også de små. Tak til Flemming for en inspirerende historie.

Også hos Teknologisk Institut, Robotteknologi er der glæde at spore. Centerchef Claus Risager mener, at Amatek går frem med et godt eksempel og tilføjer:

- Hos Teknologisk Institut er vi netop med i internationale projekter, der skal gøre det nemt for små og mellemstore virksomheder at indføre fleksible robotløsninger. Amatek’s idé med at flytte sin robotarm fra sted til sted og oplære den undervejs, er en af hjørnestenene i indførslen af robotteknologi i de mindre virksomheder på kort sigt. På lidt længere sigt vil den fleksible robotkollega følge dig overalt i virksomheden og foretage de opgaver, du sætter den til blot ved at se dig gøre det et par gange. Den vil lære undervejs, udveksle erfaringer med robotter i andre virksomheder og huske hvordan opgaver løses fra gang til gang. Det er fremtiden, og Amatek har med deres eksempel i høj grad understreget, at vi er på rette vej, når vi arbejder med udviklingen af fremtidens ”Robot Co-Worker”.

Kilde: Teknologisk Institut - http://robot.dti.dk/dk/news/ja!-jeg-er-g...

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109