Hydraulikvirksomhed fusionerer med smedevirksomhed
Hytek har fusioneret med Smede- & Maskinværkstedet, Frederikshavn. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Fusionen er gennemført per 1. oktober. Helt konkret overtager Hytek virksomheden Smede- & Maskinværkstedet i Frederikshavn, og indehaver John Hermann Dejbjærg indgår samtidig i ejerkredsen af Hytek.
Hovedaktionær og direktør i Hytek, Johnny Hauberg, udtaler:
- Fusionen med Smede- & Maskinværkstedet ligger helt i tråd med vores fremadrettede strategi, og både John og jeg glæder os til at føre fusionen og samarbejdet ud i livet - og dermed kunne tilbyde såvel eksisterende som nye kunder en endnu bredere vifte af kvalitetsløsninger til både den industrielle og maritime branche.
Hvor Hytek har ekspertviden i hydrauliske systemer, kommer Smede- & Maskinværkstedet og John Hermann Dejbjærg med stor erfaring i at tilbyde kunder alt i bearbejdning og fremstilling af mere industrielle emner i stål, rustfast stål, aluminium og andre metaller. Ud over de industrielle emner har Smede- og Maskinværkstedet på grund af beliggenheden i Frederikshavn og netværket der også erfaring med løsninger til den maritime branche.
John Hermann Dejbjærg vil fortsat varetage og løse de opgaver han er vant til at tilbyde sine kunder, blot via Hytek, hvor han vil indgå i virksomhedens lederstab af projekt managere.
Smede- & Maskinværkstedets maskiner vil på sigt blive overflyttet og få plads i Hyteks projekterede nybygning på Knoten 7 Frederikshavn Havn.