23948sdkhjf

Uddannelsescenter Holstebro kårer Vald. Birn til Årets Innovative Læreplads

Tirsdag formiddag den 11. oktober fik de ni støberiteknikerelever hos Vald. Birn i Holstebro sig noget af en overraskelse.

Bag overraskelsen stod ledelsen fra både Vald. Birn og Uddannelsescenter Holstebro. Årsagen var, at deres læreplads er blevet kåret til Årets Innovative Læreplads – en titel, som eleverne selv har nomineret Vald. Birn til.

Dæktråd og cirkulær økonomi

Vald. Birns fabrik i Holstebro, der er Nordens største støberikoncern, håndterer årligt omkring 50.000 tons støbejernsgods. Langt størstedelen af stålskrottet indkøbes på det nationale marked, men på det seneste har Vald. Birn ikke behøves at købe så meget ind som normalt.

Årsagen er et optimeringsprojekt om cirkulær økonomi, som støberiteknikerlærling hos Vald. Birn, Kim Kunstmann, står bag. Vald. Birn tilsætter som det eneste støberi i Danmark briketter til sit smeltejern. Briketterne består hovedsageligt af dæktråd og støbejernsjernspåner, som ellers skulle skaffes af vejen, og har hidtil udgjort knap 15 procent af fabrikken i Holstebros årlige mængde jern. Men den mængde er Kim Kunstmann nu lykkedes med at øge til hele 25 procent.

- Vores støberitekniske chef og jeg har ofte snakket frem og tilbage om, hvor mange briketter man kan anvende i smelten, og det blev egentligt startskuddet på projektet. Vi har blandt andet undersøgt sammensætningen af briketterne og samtidig haft smelteanalysen og jernets kvalitet for øje, fortæller Kim om projektet.

Hjælp fra erfarne smeltere

Kim Kunstmann fik ret frie tøjler af Vald. Birn og endda to erfarne smeltere, der leverede hjælp og rådgivning.

Projektet fik solid opbakning, hvilket var en del af årsagen til, at Kim Kunstmann valgte at indstille støberikoncernen til prisen som Årets Innovative Læreplads, som den nu har vundet.

- Projektet har blandt andet medført, at vi i dag aftager alt dæktråd i Danmark, som eller skulle sendes til deponi. Så udover at være en god forretning for miljøet, så er projektet også en god forretning for Vald. Birn, udtaler støberiteknisk chef og lærlingeansvarlig Kurt Bjarne Larsen og fortsætter:

- Jeg er meget glad for titlen, da jeg ser det som et udtryk for, at vores lærlinge er glade for at være her. Vi er også meget glade for at have dem. For udover deres innovative mindset og høje faglige niveau, så er de også bare nogle gode personer, og de gør mig allesammen utrolig stolt.

Finalister til landsdækkende titel

Med kåringen er Vald. Birn nu blandt finalisterne til Årets Innovative Læreplads i hele landet. Den landsdækkende kåring finder sted ved finalen i København onsdag den 2. november. 

- Vi værdsætter, når virksomheder støtter og giver plads til, at deres lærlinge kan få lov at eksperimentere og gøre brug af deres kompetencer i en travl hverdag. Det har Vald. Birn formået at gøre på bedste vis. Derfor er vi glade for at kunne tildele dem titlen som Årets Innovative Læreplads, udtaler uddannelseschef hos Uddannelsescenter Holstebro Jan Lillelund om begrundelsen for kåringen.

Glad koncerndirektør

Også koncerndirektør hos Vald. Birn Claus Beier er yderst tilfreds med titlen. Han håber på, at den vil hjælpe med at sætte yderligere fokus på ikke bare Vald. Birn men hele støberibranchen som et godt og spændende sted at arbejde:

- Hele branchen kæmper i øjeblikket for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og vi gør meget for at hjælpe med at få nye studerende til blandt andet støberiteknikeruddannelsen. Kåringen er derfor et kæmpe skulderklap, da det vidner om, at vi er på vej det rette sted hen. Især fordi, det jo er lærlingene selv, der har nomineret os, og det er jeg meget stolt over, lyder det fra direktøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11