Siemens Gamesa opruster på havnen i Esbjerg
En af verdens største bygninger til brug for oplagring og udskibning af komponenter til havvind skal nu bygges på Esbjerg Havn.
Især vindmølleindustrien udvikler sig hurtigt i disse år, og derfor sikrer vi netop, at faciliteterne er klar. Bestyrelsesformand Søren Gade
Det skriver havnen i en pressemeddelelse.
Efterspørgslen på faciliteter til offshore-relaterede aktiviteter er stigende, og de tilhørende komponenter bliver kun større og større.
Det er årsagen til, at Esbjerg Havn sætter gang i byggeriet af giganthallen, der skal danne ramme om håndteringen af komponenter inden for offshore-vindindustrien.
- Vi har dialog med aktører i hele værdikæden, og den enstemmige tilbagemelding er, at større havne med flere kapaciteter er en nødvendighed. Derfor er det helt afgørende for aktivitetsniveauet på havnen, at der er de rette faciliteter til rådighed. Især vindmølleindustrien udvikler sig hurtigt i disse år, og derfor sikrer vi netop, at faciliteterne er klar, så opgaverne kan klares på havnen i Esbjerg, siger havnens bestyrelsesformand Søren Gade.
Anlægsinvesteringen vil løbe op i et større trecifret millionbeløb, og byggeriet skal stå færdigt ved udgangen af 2023.
Siemens Gamesa rykker ind
Siemens Gamesa vil være første lejer af bygningen. Siemens Gamesa har i forvejen mange aktiviteter på havnen.
- Vi er glade for at kunne udbygge vores mangeårige samarbejde med Esbjerg Havn med denne lejeaftale. Esbjerg Havn er et vigtigt omdrejningspunkt for aktiviteter indenfor havvind, og med den nye hal vil vi være endnu bedre rustet til fremtiden, siger Torben Bang, administrerende direktør i Siemens Gamesa A/S.
I dag er der opsat næsten 25 gigawatt havvind i Europa. Esbjerg-erklæringen, som blev underskrevet tidligere på året af de fire regeringsledere fra Danmark, Tyskland, Holland og Belgien, satte yderligere fokus på hastigheden i opsætning af vindmølleparker.