Vanvittigt år endte med rekord hos Alumeco
Alumeco har netop offentliggjort regnskab for 2021/2022, og det har været et år ud over det sædvanlige.
Den fynske aluminium- og rødmetal-koncern kom ud med en stigning i omsætningen på hele 68 procent. Dermed endte den samlede omsætning på 7,791 milliarder kroner.
Resultat før skat blev 847 millioner kroner mod 311 millioner kroner året før.
Året har ifølge en pressemeddelelse været præget af stor efterspørgsel og begrænsede og usikre forsyningskæder. En ubalance, der har udfordret koncernens selskaber i store dele af perioden, da priserne på metal, bearbejdning, emballage og fragt samtidig har været på et højt niveau.
Koncernen har dog også oplevet en begyndende normalisering sidst på året, som har bevirket en midlertidig forøget lagervolumen.
- Det har været endnu et særdeles udfordrende, men generelt godt år for Alumeco koncernen, udtaler CEO, Per Thanning Johansen.
- Heldigvis har vi kunnet levere til størstedelen af vores kunder, som ligeså har haft forståelse for markedssituationen. Koncernen har et bredt og stærkt leverandørnetværk, som sikrer en robusthed i vores forretningsmodel og risikostyring. Robustheden skyldes også vores fortsatte fokus på automatisering og udnyttelse af digitale løsninger samt ikke mindst den fantastiske og ekstraordinære indsats, vores kompetente medarbejdere har ydet, fortsætter han.
Regnskabsår | 2021/2022 | 2020/2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 7.791 | 4.625 |
Resultat af primær drift | 870 | 316 |
Resultat før skat | 847 | 311 |
Årets resultat | 659 | 243 |
Balancestatus | 3.933 | 1.941 |
Egenkapital | 1.356 | 815 |
Antal ansatte | 1.038 | 982 |
Kilde: CVR |