23948sdkhjf

Erhvervsorganisation: Papirarbejde kan bremse Ørsted-projekt

Ifølge Dansk Industri tager det i gennemsnit ni år at opføre en havvindmøllepark. Ørsted vil halvere den tid

Hvis Ørsted og selskabet Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) skal nå i mål med sine planer om at gennemføre fire havvindmølleparker inden 2028, så skal langsomme og tidskrævende godkendelsesprocesser optimeres.

Det mener Lars Sandahl Sørensen, direktør i interesseorganisationen Dansk Industri.

- Myndighederne skal arbejde sammen om at få det til at ske. Så kan det lade sig gøre, siger han.

Ifølge Dansk Industri tager det i gennemsnit ni år at opføre en havvindmøllepark, men Ørsted vil altså gøre det på den halve tid.

Ørsted og CIP har indgået en aftale om at udvikle 5,2 gigawatt havvind i Danmark. Det skrev selskaberne i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Det vil være en fordobling af den nuværende mængde af havvind i Danmark. Aftalen indeholder fire havvindmølleparker, som ventes at stå klar senest i 2028.

Lars Sandahl Sørensen kalder det et muligt gennembrud i den grønne omstilling i Danmark.

- De er to af verdens førende havvindudviklere, og her viser de handlekraft og ikke kun politiske intentioner, siger han.

Han forklarer, at myndighederne er nødt til at arbejde smartere med eksempelvis godkendelsesprocesserne, hvis de høje ambitioner skal indfris.

- Mange forløb med myndighedernes undersøgelser kan godt køre i parallelle forløb, hvor man på den måde kan spare en masse tid.

- Det handler ikke om, at vi ønsker at fjerne processerne. Det handler om at gøre det mere effektivt.

Lars Sandahl Sørensen erkender, at mange processer forud for en opførelse af en havvindmøllepark kan være meget komplicerede.

- Men det skal jo ikke være administration, der stopper, at vi kan få gennemført den grønne omstilling herhjemme. De klimaudfordringer, vi har, er så kolossalt store, at vi er nødt til at agere.

DI-direktøren er ikke bekendt med tilfælde, hvor det kun har taget den halve tid at få opført en havvindmøllepark, siger han.

- Men Danmark er et foregangsland på det her område, så mon ikke vi også kan være dygtige og mere effektive.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188