23948sdkhjf

Nye tal: Det lysner på arbejdskraft-fronten

Andelen af virksomheder, der melder, at mangel på arbejdskraft begrænser deres produktion, er faldende. Det viser det seneste konjunkturbarometer fra Danmark Statistik.

Mest markant er udviklingen i industrien. Her falder andelen fra 33 procent i juli til 21 procent i oktober. De tilsvarende andele for byggeriet og serviceerhvervet er i oktober på henholdsvis 33 og 39 procent.

Samme billede tegner sig for manglen på materialer i industrien, der er faldet to kvartaler i træk fra toppen i april med en andel på 65 procent til 41 procent i oktober.

I stedet er det meldingen om mangel på efterspørgsel, der for andet kvartal vokser med en andel, der nu er 30 procent af virksomhederne.

Industriens investeringsforventninger falder

Med denne måneds konjunkturbarometer er der opdaterede tal på Industriens investeringsforventninger. Tallene viser en overvægt af virksomheder, der forventer faldende investeringer i 2023.

I 2023 er der for hele industrien 28 procent, der forventer fald i investeringerne og 18 procent, der forventer at øge investeringerne. For 2022 var de tilsvarende tal 16 procent af virksomhederne, der meldte om faldende investeringer for året og 25 procent, der meldte om øgede investeringer.

Forsyningsproblemer aftager

I konjunkturbarometrene spørges virksomhederne for tiden om, i hvor høj grad de er påvirket af invasionen i Ukraine, stigende priser, problemer med leverancer af energi og varer samt deres risiko for afvikling.

I denne måned viser tallene, at der er en tendens til opblødning i de forsyningsproblemer, som industrien har meldt om. I løbet af de seneste tre måneder er andelen af virksomheder, der er meget påvirket af forsyningsproblemer faldet fra 23 procent i juli til 15 procent i oktober.

Konjunkturindikatorer dykker

Udviklingen i de sæsonkorrigerede konjunkturindikatorer i oktober viser et fald for tre ud af fire erhverv. Kun byggeriet oplever en lille fremgang på månedsbasis, men befinder sig stadig på et meget lavt og negativt niveau.

Detailhandlen falder mest drevet af faldende faktisk og forventet omsætning samt yderligere opbygning af lagerbeholdning.

Industrien falder ligeledes grundet faldende produktionsforventninger, lavere ordrebeholdning og opbygning af færdigvarelagre. Serviceerhvervet oplever et svagt fald i udvikling på månedsbasis.

Erhvervstillidsindikatoren, der sammenvejer industri, bygge og anlæg, serviceerhverv og detailhandel, falder fra 93,3 i september til 87,0 i oktober. Tillidsindikatoren, der også inkluderer forbrugerforventninger og således mere bredt belyser økonomien, falder fra 79,1 i september til 71,1 i oktober. Tillidsindikatorerne fortsætter dermed det fald, der har stået på siden sidste efterår kun afbrudt af en svag stigning i august.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125