23948sdkhjf

Karstensens Skibsværft på opkøb: Vil fremtidssikre skrogprodukktion

Der bliver tale om en markant kapacitetesudvidelse, når Karstensens Skibsværft juli 2023 kan flytte fra leasede værftsfaciliteter i Gdynia til et netop indkøbt værft i Gdansk

Karstensens Skibsværft har købt et værftsanlæg i Gdansk og fremtidssikrer dermed nybygningsproduktionen med værftsfaciliteter, der er særdeles velegnet til skrogbygning.

Det skriver værftet i en pressemeddelelse.

Karstensen Shipyard Poland blev etableret i 2018. Karstensens Skibsværft havde gennem længere tid haft udfordringer med at få nybygningsskrogene leveret fra forskellige leverandører i Baltikum, og besluttede derfor at etablere egen skrogproduktion for dermed at blive totalleverandør og selv designe, bygge skrog og udruste i Skagen.

Værftet har siden etableringen haft produktion i Gdynia på leasede faciliteter, men har med opkøb af det nye værftsområde sikret grundlag til fortsat skrogbygning i Polen på et anlæg, som er særdeles velegnet til skrogproduktion.

Tre gange så stort

Karstensens Skibsværft kender produktionsfaciliteterne på området særdeles godt. En del af værftets nybygningsskrog er nemlig bygget på anlægget, da bedre kendt under navnet Nauta Shipyard, før Karstensen Shipyard Poland fik egen skrogproduktion i Gdynia. Nauta har således bygget 20 skrog for Karstensens Skibsværft på dette område.

Karstensens Skibsværft oplyser, at området giver særdeles attraktive produktionsforhold, og er mere end tre gange så stort som de værftsfaciliteter, Karstensen Shipyard Poland anvender i dag. Det 10,4 hektar store produktionsområde rummer følgende faciliteter:

To byggebeddinger, en skibsbyggerhal og to produktionsområder, samt kontor og velfærdsbygning. Bedding 1 er 280 meter lang og 36 meter bred og bedding 2 er 240 meter lang og 28 meter bred og er udstyret med 7 Kone-kraner med løftekapacitet på 50 / 5 T og 150 / 16 T og kan tilsammen løfte 500 tons.

Skibsbyggerhallen er 200 meter lang og 50 meter bred og rummer 10.000 kvadratmeter produktionsområde, som også er udrustet med seks Kone-kraner, som har løftekapacitet på henholdsvis 10 og 20 tons. Til området hører også 5.830 kvadratmeter kontor- og velfærdsbygning med kantine og omklædningsrum. Til produktionsområdet tilhører yderligere 250 meter kaj.

Klar næste sommer

Karstensen Shipyard Polen fortsætter sin produktion i Gdynia indtil 1. juli 2023, men begynder i løbet af efteråret at flytte produktionen over til det nyindkøbte værft i Gdansk. Det nye område skal forinden have renoveret både produktionshal, kontor- og mandskabsfaciliteter. Fra juli 2023 vil hele produktionen være flyttet til faciliteterne i Gdansk.

Karstensen Shipyard Poland beskæftiger på nuværende tidspunkt 500 medarbejdere i produktionen og har p.t. seks skrog under bygning.

Investeringen i Polen kommer ikke til at påvirke produktion eller medarbejderstab i Skagen. Tværtimod forventes investeringen i bedre produktionsforhold i Polen at gavne og tilføre værftsgruppen ekstra tiltrængt kapacitet, så Karstensen Gruppen kan fortsætte sin position som førende totalleverandør af større fiskefartøjer og andre fartøjstyper.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105