Værktøjsproducent mødte kunder fra hele verden på Euroblech
Fredag den 28. oktober kunne arrangørerne i Hannover sætte punktum for fire dages Euroblech-messe. Det var første gang siden 2018, at messen blev afholdt, og det var derfor med spænding, at der blev åbnet op igen efter coronanedlukningen.
Den sønderjyske værktøjsproducent Gruber var en af 14 danske virksomheder, der udstillede på messen. Og her var administrerende direktør Poul Bek godt tilfreds med messens forløb.
- Jeg synes, det var ok – det var ikke så godt besøgt, men dem der kom, var der mere gods i, synes jeg. Så vi er ok tilfreds, fortæller han.
Værktøjer til krævende kunder
Gruber har specialiseret sig i produktion af stanseværktøjer, og det var anden gang, den sønderjyske virksomhed udstillede på messen.
- Euroblech er der, hvor de europæiske kunder til produkter som vores kommer. Vi går generelt efter forbrugere af værktøjer. Medico-kunder er vores hovedbeskæftigelse, så det er den slags, vi er mest ude efter, konstaterer Poul Bek.
- Vi laver præcisionsværkstøjer, og som en af de få har vi koordinatslibning, så vi kan lave værktøjer med et snit på nogle ganske få my. Det vil sige, at det er til folieindustrien og højtydende skifteværktøjer, vi laver, forklarer han.
International virksomhed
Når Poul Bek skal gøre status, er han optimistisk med hensyn til outputtet fra messen.
- Vi fik da noget med hjem, vi kan arbejde videre med, men om der kommer kunder ud af det, må vi se. Det ved vi først om et halvt års tid, lyder det fra Poul Bek.
Gruber eksporterer sine værktøjer til en række europæiske lande som Belgien, Tyskland, Finland og Ungarn, og set i det lys er Euroblech også en god udstillingsplatform.
- Vi er sådan set ligeglade med, hvor kunderne ligger henne. Vi har også leveret værktøjer til Kina, så vi er en international virksomhed, forklarer Poul Bek.
Han kunne da også konstatere, at de oversøiske kunder var vendt tilbage til Hannover efter coronapandemien.
- Der var ikke så mange kinesere, men der var faktisk mange fra Tyrkiet, og der var en del fra Brasilien. Vi havde også en god snak med en fra Pakistan. Det er som om, der sker noget uden for Europas grænser også, siger Poul Bek.
På spørgsmålet, om Gruber også er at finde på Euroblech i 2024, svarer direktøren
- Det tror jeg, vi er. Det er Euroblech og Blechexpo, der er de to store messer, vi er med på, slutter han.
Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.