23948sdkhjf

Fynske Ventherm vinder millionordre til verdens største monopælefabrik

Ventherm har vundet ordrer til flere hundrede millioner kroner i England og Danmark

Fynske Ventherm har vundet en ordre på at levere overfladebehandlingsanlæg til verdens største monopælefabrik. 

Monopælefabrikken er under opførelse af koreanske SeAH Wind i Teesside i det nordøstlige England.

Denne og flere lignende ordrer sikrer Ventherm en omsætning på flere hundrede millioner, skriver Ventherm i en pressemeddelelse.

Havvindmøller står typisk på såkaldte monopæle af stål, og monopælene skal overfladebehandles for at modstå et hårdt havmiljø. Det er her, Ventherm kommer ind i billedet med sine specialkonstruerede anlæg.

En pæl vejer 3000 ton 

Som turnkey-leverandør leverer Ventherm komplette anlæg, der inkluderer alle de processer, som kunderne har behov for, herunder metallisering, sandblæsning og maling.

Det er en opgave for specialister at levere anlæg, som kan håndtere monopæle, der måler op til 120 meter i længden med en diameter på 15,5 meter og en vægt på 3000 tons pr. styk.

Ventherm er blandt verdens førende leverandører af overfladebehandlingsanlæg til vindmølleindustrien. Den seneste ordre bygger videre på Ventherms erfaring, der omfatter lignende anlæg til blandt andre Siemens Gamesa, Vestas og Bladt Industries.

Udover ordren til SeAH Wind har Ventherm også for nylig vundet en ordre til en skandinavisk kunde, der med en selvprogrammerende malerobot skal overfladebehandle meget store dele til havvindmøller, ligesom Ventherm skal levere overfladebehandlingsanlæg til flere andre vindmøllevirksomheder i både ind- og udland.

Flere hundrede millioner

Disse ordrer sikrer Ventherm en omsætning på flere hundrede millioner. Hertil kommer ifølge Ventherm en rekordstor pipeline med projekter til lignende kunder inden for vindmølleindustrien i USA og Europa.

- Vi er meget glade for den tillid, som SeAH Wind og andre lignende kunder viser os. Det gør de, fordi de ser en fordel og sikkerhed i vores Plug-and-Paint filosofi, udtaler Allan Hansen, administrerende direktør for Ventherm i pressemeddelelsen.

Markedet for monopæle og havvindmøller er kraftigt stigende. Flere og flere kunder efterspørger automatisering, digitalisering og dataopsamling. Selvprogrammerende malerobotter til tung industri var for få år siden kun noget, kunderne drømte om. 

I dag er de en realitet, og kunderne opnår både en løsning på manglen på kvalificeret arbejdskraft og muligheden for at øge produktionen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.168