Energipriser udløser byge af spørgsmål
Hvordan er den aktuelle prisudvikling? Hvilke forandringer tegner sig forude? Hvad kan min virksomhed gøre? Er der politiske initiativer på vej på nationalt eller på EU-plan? Hvad gør man i andre EU-lande? Og hvad gør DI?
Det er nogle af de mange spørgsmål, som virksomheder kan få svar på i et Forum for Energipriser under Dansk Industri (DI).
Energiforum blev for nylig etableret i et samarbejde mellem branchefællesskaberne DI Byggeri, DI Energi, DI Produktion og DI Fødevarer.
Initiativet henvender sig særligt til produktionsvirksomheder, der er stærkt påvirket af energipriserne. De kan her holde sig opdateret på udviklingen på både kort og langt sigt og få svar på de spørgsmål, der fylder i hverdagen.
Store udfordringer
Ifølge DI giver de høje energipriser store udfordringer for danske produktionsvirksomheder, uanset om de bruger el, gas eller olie til at producere. I den vanskelige situation er der mange spørgsmål, der melder sig, fortæller Elly Kjems Hove, underdirektør i DI Byggeri.
- Grunden til, at vi lavede Forum for Energipriser, var, at vi simpelt hen fik så mange spørgsmål, som handler om, hvad man egentlig gør, når priserne stiger, siger hun.
Elly Kjems Hove peger på, at virksomhederne inden for byggeriet både oplever udfordringer på byggepladserne og som følge af høje materialepriser. Det gælder også producenter af byggevarer, som ofte er meget energiintensive.
Indtil videre har der været afholdt virtuelle møder over Teams tre gange, hvor forskellige emner relateret til energikrisen har været vendt. Det er gratis for medlemsvirksomhederne at deltage.
- Vi har også kigget lidt på, hvad der sker, hvis der ikke er el eller gas nok. Og så har vi set på prognoserne for energiforsyningen. Så kan man lytte med og stille spørgsmål. Og der er mange spørgsmål, siger Elly Kjems Hove.
Naturgaspriser falder
På det seneste har milde temperaturer og overudbud af LNG i Europa sendt naturgasprisen i frit fald. Det har også udløst spørgsmål til DI's Energiforum.
- Lige nu kigger vi rigtig meget på to ting, nemlig hvor stabilt prisfaldet er, og hvordan man sikrer sig i den forbindelse. Krisebevidstheden vil nok være der et lille stykke tid endnu, siger Elly Kjems Hove.
Hun fortæller, at DI derfor vil holde liv i Energiforummet, så længe medlemmerne efterspørger det.
Priserne på visse materialer som træ og stål har ligeledes haft pil nedad i den seneste tid. Men hvorvidt det skyldes fald i energipriserne, eller at forsyningskæderne, som gik i koks under coronakrisen, atter er begyndt fungere, er uklart ifølge DI-underdirektøren.
- Det er ikke helt entydigt, hvordan det hænger sammen, og det er et meget tåget billede, vi kigger ind i, siger Elly Kjems Hove.