Opkøb: Leverandør til vindindustrien fortsætter konsolidering
Med virkning fra 1. december har Grene Wind Industry Supplies overtaget Group MPAsia. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Group MPAsia har hovedkvarter i Kolding og er blandt andet leverandør af presenninger samt metaldele til vindmølleindustrien og andre industrier.
Kolding-virksomheden sælger blandt andet sine presenninger under brandet Global Tarps, og de bruges til beskyttelse af vindmølletårne og lignende.
Udover hovedkvarteret i Kolding har MPAsia egen fabrik med 350 medarbejdere.
I 2021 blev Grene Wind Industry Supplies overtaget af Bagger-Sørensen-familien, der mest er kendt for tyggegummifabrikken Dandy.
Visionen er at blive en førende leverandør til den globale vindmølleindustri inden for installation og service. Som første led i det overtog man i vinteren 2022 NOS A/S, der er leverandør af on- og offshore løfteudstyr samt specialudstyr.
Med seneste opkøb styrker man sin position yderligere, og planen er at ekspandere ind i nye forretningsområder.
- Med opkøbet fortsætter Grene WIS med at sikre en endnu bedre service gennem et bredere udvalg af produkter og servicer, mere effektive processer og et styrket, globalt fodaftryk, skriver Grene WIS i en pressemeddelelse.
Virksomheden har nu afdelinger i Danmark, Kina, Indien og Panama, og en afdeling i USA er i støbeskeen.