Ny topchef til Semco Maritimes norske forretning
Semco Maritime har udnævnt Tor Erik Christoffersen til administrerende direktør for koncernens norske forretning. Han tiltrådte stillingen den 1. januar 2023 og vil arbejde fra kontorerne i Bergen og Stavanger, hvorfra han vil stå i spidsen for Semco Maritimes 400 kollegaer i Norge samt aktiviteterne på Hanøytangen og offshore i Nordsøen.
Tor Erik Christoffersen har en stærk baggrund fra den internationale maritime industri og oliesektoren med flere end 15 års erfaring fra ledende stillinger og kommercielle roller. Han har senest været chief commercial officer og en del af koncernledelsen i norskbaserede PSW Group, der leverer en række services og løsninger til den globale energi- og boreindustri. Inden hans 12 års ansættelse i PSW Group havde han en ledende stilling med ansvaret for market & operations i GV Rieber Shipping, hvor han arbejdede i seks år.
- Vi er glade for at byde Tor Erik Christoffersen velkommen som leder af Semco Maritime Norge og ser frem til at trække på hans omfattende kommercielle erfaring for at skabe en endnu stærkere forretning med et solidt tag i markedet. Han vil spille en nøglerolle i udviklingen af vores tilbud til kunderne og udvidelsen af vores forretning i Norge, siger Nikolaj Vejlgaard, senior vice president rig & offshore marine, Semco Maritime.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.