FLSmidth sætter nye, langsigtede vækstmål
Onsdag offentliggjorde FLSmidth foreløbige regnskabstal for 2022. De viste en omsætning på 21,8 milliarder kroner, hvilket var inden for forventningerne på 21-22 milliarder kroner. Ebita-marginen endte på 4,3 procent – og det var en spids bedre end de forventede 4,0 procent.
Potentialet er dog større, mener man hos FLSmidth. Derfor lancerer man nu de to strategier Core ’26, som omhandler koncernens mineaktiviteter, og Green ’26, som omhandler cementindustrien.
Allerede i 2022 kickstartede man processen med et øget fokus på teknologi, produkter & services og bæredygtighed, for at optimere mulighederne inden for både mine- og cementindustrien. I tillæg til det vil FLSmidth forsimple driftsmodellen for at reducere risici, forbedre effektiviteten, sikre stærkere eksekvering og forbedre profitabiliteten.
- Vi er nødt til at prioritere vores indsats på vores kerneforretning, reducere risici og eksekvere med topkvalitet. Vi er allerede begyndt med en fundamental transformation af vores forretning for at sikre stærkere strategisk eksekvering og for at nå vores langsigtede ambitioner til fordel for vores aktionærer, siger Mikko Keto, CEO hos FLSmidth.
Derfor lancerer FLSmidth nu nye økonomiske målsætninger frem mod 2026. Målet er nu en ebita-margin på 13-15 procent i Mining-divisionen og 8 procent i Cement-divisionen.
I 2022 nåede FLSmidth til sammenligning en ebita-margin inden for Mining på 7,6 procent og Cement på 3,3 procent.