Maskinfabrik vil skabe innovationshus
Maskinfabrikken Jagi fra Kolding prøver at skabe et nyt innovationshus, hvor der er plads til alle med ”metal” i forretningsmodellen.
Derfor vil han nu skabe rammerne for et inspirerende miljø, der fx skal tiltrække iværksættere, produktudviklere, ingeniører og designere, som har metal som grundelement i deres forretningsmodel.
- Hvis jeg på én eller anden måde kan hjælpe iværksættere med interesse for vores branche til at få realiseret deres gode ideer, vil det kun være en styrke for vores branche, fortæller Michael Mikkelsen fra produktionsvirksomheden, der for øjeblikket har aktiviteter i både Kolding og Lunderskov.
Adgang til viden
Muligheden for at skabe plads til udviklingshuset er blevet en realitet i forbindelse med, at Jagi pr. 1. oktober i år har ekspanderet og flyttet sin produktion til nye og større faciliteter i Kolding.
- Fundamentet til det nye innovationshus er en kombination af vores overskydende kontorlokaler og vores produktionsfaciliteter. Dermed giver vi husets lejere direkte adgang til at trække på vores medarbejderes brede viden og erfaring, hvilket kan være en stor fordel allerede i de første trin af idéudviklingen, siger Michael Mikkelsen.
Han påpeger samtidig, at lejekontrakten ikke kommer til at indeholde nogle former for krav til, at lejeforholdet skal give en direkte gevinst for Jagi.
I alt drejer det sig om ca. 400 kvadratmeter kontorlokaler fordelt på 15 kontorpladser af varierende størrelse. Lejeforholdene bliver ifølge Michael Mikkelsen baseret på lav husleje, kort opsigelsesperiode og stor fleksibilitet.