Konkurs: Coronalån trækker tæppet væk under Vejle-virksomhed
Virksomheden Jens Linde A/S er gået konkurs. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Vejle-virksomheden, der har cirka 10 ansatte, er leverandør af ventilations- og udsugningssystemer, maskiner og produkter til overfladerensning samt værkstedsudstyr til industrien og autoværksteder.
Mads Danielsen, der er partner ved Codex Advokater, og er udpeget til kurator i konkursboet. Han fortæller, at konkursen skyldes, at Jens Linde A/S ikke har været i stand til at betale coronalån tilbage.
- Som jeg kan se det, har virksomheden optaget de corona-lån, den kunne, for ikke at ende i likviditetsproblemer under corona. Der har ikke været en aktuel betalingskrise, men på den længere bane har ledelsen set, at det blev svært at sikre den nødvendige kapital til, at virksomheden kunne overleve, siger Mads Danielsen til Vejle Amts Folkeblad.
Han håber, det kan lade sig gøre at sælge konkursboet samlet med fortsat drift som mål, og begrunder blandt andet dette med, at der har været en god ordreindgang.
Originalartikel: https://vafo.dk/erhverv/over-40-aar-gammel-vejle-virksomhed-gaar-konkurs-kurator-leder-efter-en-koeber