Ny overenskomst for 8.300 medarbejdere i metalindustrien
Endnu en overenskomst er faldet på plads. Denne gang gælder det cirka 8.300 ansatte i metalindustrien på industri- og vvs-overenskomsten, hvor der i nat blev underskrevet en aftale mellem parterne.
Aftalen gælder de næste to år og betyder blandt andet, at medarbejderne får ekstra i lønningsposen, mere barsel til fædre og bedre muligheder for at indgå lokale aftaler ude på den enkelte virksomhed.
Tekniq Arbejdsgiverne glæder sig over at være nået i mål med en fælles aftale i en tid præget af høj inflation, stigende materialepriser og stor global økonomisk usikkerhed.
- Med aftalen har vi sikret, at virksomhederne i metalindustrien har et solidt fundament at stå på. Det er en ansvarlig aftale i en svær økonomisk situation, hvor det er helt centralt at bevare den internationale konkurrenceevne, men hvor der samtidig er blevet plads til udvikling, siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i Tekniq Arbejdsgiverne.
Centrale punkter i aftalen
- Stigning i mindstelønnen på 4,5 kr. i 2023 og 4,5 kr. i 2024
- Arbejdsgivers bidrag til pension stiger fra 8 procent til 10 procent, mens medarbejderbidraget går fra 4 procent til 2 procent per 1. juli 2023. Den samlede pensionsindbetaling er fortsat 12 procent
- Bidraget til fritvalgsordningen stiger med 2 procentpoint per 1. marts 2024
- Mulighed for lokalaftale med et flertal af medarbejdere, når der ikke er tillidsrepræsentant
- Øget mulighed for udbetaling af fritvalgskontoen
- Fire ugers ekstra barsel med fuld løn
- Stigning i betalingssatserne til elever og lærlinge med 4,5 procent i 2023 og 3,5 procent i 2024
- Hvis den nye aftale bliver stemt igennem, er overenskomsten gyldig med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2023