Hempel leverer tocifret vækst i 2022
Hempel leverede en rekordhøj organisk vækst i omsætningen på 12,7 procent i 2022 og en omsætning på 2,159 mia. euro, svarende til 16,07 mia. kr. Inklusive opkøb var væksten på 23,4 procent.
Sammenlignet med 2021 udgør dette en stigning på 415 mio. euro (3,1 mia. kr.), drevet af prisstigninger og virksomhedsopkøb.
I 2022 understregede Hempel sit fokus på at forbedre indtjeningen ved at reducere omkostninger for at kompensere for de stigende råvareomkostninger og en mindre volumentilbagegang.
Justeret ebitda var 257 mio. euro (1,9 mia. kr.), en stigning på 52 mio. euro (387,1 mio. kr.) i forhold til 2021, og den justerede ebitda-margin var 12 procent i 2022.
- Vores resultater viser, at vi præsterer på et meget højt niveau og står sammen om at yde vores bedste for kunder, kolleger, vores ejer og de samfund, vi er en del af, siger Michael Hansen, administrerende direktør i Hempel, i en pressemeddelelse.
- I et udfordrende år nåede vi en række vigtige strategiske milepæle på tværs af vores forretningsområder.
Rekordhøj vækst i marine-forretning
Hempels Marine forretning sluttede året med en omsætning på 626 mio. euro (4,7 mia. kr.), en stigning på 159 mio. euro (1,2 mia. kr.), hvilket svarer til en organisk vækst i omsætningen på imponerende 33,1 procent – den højeste nogensinde for dette forretningsområde.
Derudover udvidede Hempel sit eget butiksnetværk og sortiment inden for indretning og bygningsmaling, lancerede en ny bæredygtig løsning til vindmøllevinger og åbnede en ny stor fabrik i Yantai, hvilket markerer 30 år med Hempel-fabrikker i Kina.
Forventningerne til 2023 er en midt til høj etcifret organisk omsætningsvækst og en stigende ebitda-margin, hvilket fører til et ebitda på 260-290 mio. euro (1,9-2,2 mia. kr.).
Accelereret indtjening
En fortsat forbedring af indtjeningen er afgørende for, at Hempel kan gennemføre sin ambitiøse Double Impact-strategi.
- Vores vækstplan er meget ambitiøs, og siden vi lancerede vores Double Impact-strategi i 2020, har vi fokuseret på at øge salget. Fremadrettet og i overensstemmelse med vores strategi ønsker vi at skalere vores forretning mere omkostningseffektivt og øge vores ebitda-margin markant, siger Michael Hansen.
- Det vil hjælpe os til at investere endnu mere i nye bæredygtige løsninger for vores kunder, tilføjer han.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | Mio. euro | Mio. euro |
Nettoomsætning | 2.159 | 1.744 |
Bruttofortjeneste | 784 | 660 |
Resultat af primær drift | 114 | 106 |
Resultat før skat | 56 | 89 |
Årets resultat | 35 | 63 |
Balancestatus | 2.655 | 2.466 |
Egenkapital | 519 | 526 |
Antal ansatte | 7.343 | 6.746 |
Kilde: Hempel |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.