23948sdkhjf

Laser-eksperter samles på Lindø for at gøre vindmøller billigere

For at reducere industriens omkostninger under produktion af tårne og fundamenter til havvindmøller samler LORC nu de vigtigste laser-eksperter til et internationalt seminar om lasersvejsning.
Laserteknologi giver mulighed for at svejse sværgods hurtigere end ved brug af traditionel pulversvejsning. Det kan gøres ensartet og meget præcist – og svejseomkostningerne kan reduceres.

Seminaret og et kommende samarbejde med dansk industri giver mulighed for at undersøge, udvikle og udmønte teknologiens potentiale til gavn for sværgods-industrien. Det er navnlig interessant for vindmøllebranchen, fordi vindmølletårne og fundamenter i dag tegner sig for omkring en tredjedel af prisen på en havvindmølle. Her er besparelser inden for rækkevidde.

LORC’s to-dages seminar med og for eksperter indenfor lasersvejsning foregår 1. og 2. november i Lindø Industripark. Det umiddelbare resultat af seminaret ventes at blive et samarbejde mellem eksperterne, der alle kommer fra lande i Østersøregionen.

- Svejse-seminaret er et af mange initiativer hos LORC, der alle handler om at nedbringe omkostningerne forbundet med indvinding af vedvarende energi på havet. Seminaret om lasersvejsning hænger nøje sammen med vores satsning på test og udvikling af nye fundamenter til havvindmøller samt etableringen af et nyt svejsecenter, siger Ove Poulsen, CEO for LORC.

LORC har sammen med Force Technology stiftet LWT, Lindoe Welding Technology A/S, som indenfor de kommende uger får leveret et laseranlæg, der med en samlet effekt på 32 kW åbner en ny mulighed for svejsning i tunge stålplader. Laseranlægget samt LWT’s øvrige svejsefaciliteter stilles til rådighed for både industri og forskningsverden:

- LWT’s laseranlæg har potentiale til grundlæggende at ændre vindindustriens forretningsvilkår. Vi vil tilbyde teknologi og faciliteter, hvor det kan lade sig gøre at udvikle og forbedre produktionsmetoder samt afprøve disse i alt fra model til fuld skala. Jeg tror, at dette vil kunne sikre fastholdelse af arbejdspladser og ultimativt trække udflyttede arbejdspladser og svejseproduktion tilbage til Danmark, siger Christian Højerslev, CEO for LWT.

Både LORC og LWT har hovedsæde i Lindø Industripark og arbejder via etablering af testfaciliteter for at trække produktion og dermed nye arbejdspladser til området. Et år efter lukningen af Lindø Skibsværft rummer den nye Lindø Industripark nu 52 firmaer, herunder tre nystartede. LWT er industriparkens første unge firma, som indfører banebrydende ny teknologi.

Program for seminaret om lasersvejsning og deltagerliste kan ses på www.lorc.dk/laser-seminar . Seminaret er støttet af Erhvervsstyrelsen, der har bevilget EU-midler til kortlægning af samarbejde i Østersøregionen om indvinding af vedvarende energi, herunder offshore energi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084