Nordjysk underleverandør hepper på Obama
Hos Sæby-virksomheden Nordmark Maskinfabrik tror man, at vindmølleindustrien vil få mest gavn af en Obama-sejr ved præsidentvalget i USA.
Derfor bliver tirsdagens valg også mødt med spænding hos danske industrivirksomheder, og en af dem der har meget på spil er den nordjyske underleverandør til vindmølleindustrien, Normark Maskinfabrik. Det skriver DR Nord.
Produktion kan halveres
Nordmark Maskinfabrik afsætter i dag 90 procent af produktionen til Vestas og Siemens, og de to vindmølleproducenter vil blive kraftigt påvirket af en nedgang på det amerikanske marked. Den nedgang vil så igen smitte af på Sæby-virksomheden.
- I værste fald kan vor produktion blive halveret i 2013 i forhold til i år, hvis ikke der sættes gang i vindmøllerne i USA igen, siger direktør for Nordmark Maskinfabrik, Ejnar Jacobsen, til DR Nord.
Han står dog allerede klar med en backup-plan, hvis det amerikanske vindmøllemarked kollapser. I stedet vil han forsøge at vinde markedsandele hos tyske vindmølleproducenter, ligesom offshore-industrien byder på muligheder.