Dansk Graverings Center nomineret til CSR-pris
Karlslunde-virksomheden er blevet nomineret til den prestigefyldte People Price, under CSR Awards 2012, der foregår i Sønderborg 13. og 14. november 2012.
- Vi er nu tre virksomheder tilbage i vores kategori ud af mere end 100 virksomheder, der var indstillet, så det synes vi er flot, skriver Dansk Graverings Center i en pressemeddelelse.
DGC har gennem 12 år arbejdet med socialt udsatte personer, der har haft behov for en ekstra chance, og i dag er alle ansatte (fire personer) nogle, som fra starten havde brug for en håndsrækning. Selvom Dansk Graverings Center er en lille virksomhed har man gennem årene hjulpet mere 50 personer videre i deres arbejdsliv.
- Vi er meget privilegerede over at have mulighed for at arbejde med mennesker, der gerne vil videre med deres liv, og vi er meget beærede over den opmærksomhed, vores CSR-arbejde nu har fået, men som vi siger: Den største accept af vores sociale arbejde ligger i kundernes ros af vores arbejde, kvalitet og service. Områder der slet ikke har noget med CSR at gøre. Så er det for alvor lykkedes, skriver Dansk Graverings Center.
Udover Dansk Graverings Center er også Christiansen & Essenbæk A/S og Gråsten Plejecenter nomineret til CSR Prople Prize for virksomheder under 100 ansatte.