Frisk luft til kendt Hjørring-virksomhed
Ny ejerkreds har som mål at bringe J.S. Maskinfabrik tilbage på vækstsporet.
Ny i direktørstolen er Niels Otto Andersen, der også er en af de nye ejere. Han kommer selv fra Silkeborg og har ligesom de øvrige ejere tilknytning til maskinbranchen og erfaring med virksomhedsudvikling. Det skriver Erhverv Hjørring i sit nyhedsbrev.
Udvikling er lige hvad J.S. Maskinfabrik har behov for. Virksomheden havde på sit højeste 35 medarbejdere. I dag er der 10. Niels Otto Andersen er ikke i tvivl om, at J.S. Maskinfabrik har et stort vækstpotentiale.
- Vores produkter er absolut konkurrencedygtige. Vi har både knowhow og produktionskapacitet til yderligere udvikling. Hvad vi mangler er en relancering af vores brand hos kunder og distributører. Den side af sagen har desværre været forsømt i adskillige år. Det tager vi nu fat på at rette op på.
J.S. Maskinfabrik producerer pumper, primært til fiskeindustrien. Hovedproduktet er lamelpumper, men også en række andre pumpetyper produceres.
Via Hjørring ErhvervsCenter og programmet ”Yderlig vækst” har virksomheden fået støtte til at tilknytte en højtuddannet medarbejder. Det er Esben Mikkel Vestergaard, der som salgschef har fået ansvaret for igen at gøres JS-pumperne synlige på markedet.
- Vi starter med at gå hele kundekartoteket igennem og komme i dialog med kunderne igen. Desuden opfrisker vi forbindelserne til vores distributører i udlandet. 75 procent af produktionen går til eksport. Primært til Skandinavien, men vi har også kunder i fx USA, Japan, Sydamerika, Frankrig og Spanien, forklarer Esben Vestergaard.
På produktionssiden er produktionschef Jens Bertelsen personificeringen af den store mængde knowhow, som er opsamlet gennem virksomhedens 30-årige levetid. Han har været med i 28 år og kender produktionsgangene og produkterne ud og ind. Den er basis for produktionen af eksisterende produkter, men også for udvikling af nye typer pumper til nye markeder.
- Vi ser hele fødevareindustrien som et potentielt marked, siger salgschefen.
Som et eksempel på produktudvikling kan nævnes, at der lige nu arbejdes med en ”hakker”. I princippet samme type som en kødhakker i husholdningen. Men i større format og beregnet til at hakke affald på fx slagterier eller på amerikanske kæmpetrawlere.
Der arbejdes også på muligheden af at tilføje produkterne digital driftsovervågning, som fx kan give besked om, hvornår det er tid til udskiftning af dele.
Den nye ejerkreds er ikke indtrådt med en kortfristet genopretning og derefter videresalg for øje.
- Vi har ikke sat nogen tidsramme for ejerskabet. Vi er her for at drive denne her virksomhed på ganske almindelige betingelser, siger Niels Otto Andersen.
- Foreløbig rydder vi rent fysisk op og har taget hul på at bringe os tilbage på markedet. I løbet af næste år skulle vi gerne se, at væksten begynder, og om måske tre til fem år regner jeg bestemt med, at vi har en væsentligt større virksomhed end i dag. Ikke nødvendigvis med 35 ansatte, som der var engang, for vi skal ikke længere lave alting selv, men i et rentabelt omfang bruge underleverandører. Men alt det væsentlige kommer fortsat til at foregå her hos os i Hjørring.