Teradyne-topchef jagter nye opkøb i Danmark
I 2015 overtog amerikanske Teradyne odenseanske Universal Robots, og i 2018 var turen kommet til Mobile Industrial Robots – begge i milliardhandler.
De to bliver formentlig ikke de sidste opkøb, Teradyne foretager sig i Danmark. Det skriver Fyens.dk.
Greg Smith, president og CEO for Teradyne, er i disse dage i Odense, hvor han er blandt hovedtalerne på European Robotics Forum. Men han bruger også lejligheden til at holde sig orienteret ud i den store underskov af danske robotvirksomheder.
- Det vil være en stor fordel for os med endnu en virksomhed herfra. Flere virksomheder kan støtte hinanden meget, og desuden har vi allerede et meget tæt samarbejde med Syddansk Universitet, som vi gerne vil arbejde mere sammen med, siger Greg Smith til Fyens.dk.
Han fortæller, at man allerede har danske virksomheder i pipelinen. Det bliver dog ikke en af de mange robotvirksomheder, der bruger UR- eller Mir-robotter som en del af deres platform. Det vil nemlig betyde, at Teradyne pludselig bliver konkurrent til de mange virksomheder, der har baseret deres forretning på UR og Mir.
Originalartikel: https://fyens.dk/erhverv/amerikansk-topdirektoer-er-paa-jagt-efter-endnu-en-robotsucces-i-danmark-vil-koebe-den-nye-universal-robots
Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.