Novenco Fire Fighting solgt til nordmænd
Norske Wilhelmsen Technical Solutions har overtaget den sjællandske virksomhed.
Med købet af Novenco Fire Fighting bliver Wilhelmsen Technical Solutions styrket med teknisk såvel som udviklingsmæssig erfaring indenfor lavtryksvandtågeteknologi, ligesom de får tilført en certificeret produktportefølje med det velkendte XFLOW-brand.
Den danske virksomhed eksporterer 90 procent af sine produkter til kunder i mere end 26 lande. Hovedmarkederne er Asien, Europa og USA, hvor Novenco Technical Solutions har et bredt distributionsnetværk via lokale agenter. Kundesegmenterne omfatter blandt andet fragtskibe, færger, cruises og yachts, og det er især indenfor de to sidstnævnte segmenter, at Wilhelmsen nu står væsentligt styrket.
Det købende selskab er Wilhelmsen Technical Solutions, der er en del af Wilhelmsen-koncernen. De tilbyder etablering og servicering af løsninger til marine og offshore - eksempelvis løsninger indenfor brandbekæmpelse, HVAC-R, energioptimering og kontrolsystemer.