Reparations-værft lander stor ordre
Arbejde til 250 mand i 35 døgn, det er resultatet af en ny stor ordre, som reparations-værftet Fayard på Lindø har indgået med det norske rederi Dolphin Drilling.
Det er det norske rederi Dolphin Drilling, der har bestilt renoveringen hos Fayard, og skibsbygger Thomas Andersen fra Fayard håber på, at det norske rederis valg af værft vil være med til at synliggøre både Fayard og Lindø overfor andre rederier.
- Vi håber, det er en milesten, det her, for vi har prøvet at forklare vores kunder, hvor mange fordele, der er ved at komme til Lindø med vores fantastiske faciliteter, siger Thomas Andersen til P4 Fyn.
Skibsbyggeren forventer, at renoveringen af hotelriggen vil give arbejde til omkring 250 mand i 35 døgn. Størstedelen af mandskabet bliver folk, der i forvejen er ansat hos Fayard.