23948sdkhjf

Initiativpris til AB Metal

Evnen til at finde nye forretningsmuligheder, hvor virksomhedens høje specialviden på aluminiumsområdet kan omsættes til produktion, har givet nye kunder.
AB Metal er kommet gennem krisen med økonomiske resultater, der igen peger stærkt fremad, og de seneste år er det gået så solidt fremad, at virksomheden onsdag hædres med DI Thy/Mors Initiativpris 2012.

Formanden for DI Thy/Mors, administrerende direktør Mogens Mathiasen, uddeler Initiativprisen ved et arrangement på AB Metal, hvor der også er indlæg af Thisted Kommunes borgmester Lene Kjelgaard Jensen og af prismodtageren.

- Vi uddeler hvert år Initiativprisen til en mindre eller mellemstor virksomhed med initiativ, vækst og virkelyst. Alt sammen egenskaber, som kendetegner den moderne Thy-virksomhed AB Metal A/S. I har udviklet jer til en internationalt anerkendt leverandør af højt forædlede aluminiumsprodukter. Det kan I være stolte af, siger Mogens Mathiasen.

AB Metal er præget af en stærk korpsånd. Her arbejder de ansatte i selvstyrende grupper, hvor alle føler et stærkt ansvar for at producere kvalitetsemner til rette tid under mottoet: Hjælp andre til at yde deres bedste.

Virksomheden er også langt fremme, når det gælder om at udnytte de sociale medier i erhvervsøjemed eksempelvis på Facebook. Lige som et sundt og sikkert arbejdsmiljø står højt på dagsordenen.

Thisted-virksomheden har modtaget stor anerkendelse for sin indsats på dette felt, hvor ledelsen, med fokus på sundhed og en målrettet indsats mod sygefravær, har fået bragt både antallet af ulykker og sygedage ned på et minimum.

AB Metal eksporterer højt forædlede aluminiumsprodukter til hele verden, og er kendt som en virksomhed, hvor det er sundt, sikkert og rart at arbejde.

Fredagsrock og en række andre sociale aktiviteter, der ryster de ansatte sammen, er med til at skabe en åben og positiv stemning. Og ledelsen arbejder bevidst med at gøre arbejdspladsen attraktiv og gøre op med vante forestillinger. Vær rummelig – respekter andres ret til at have en mening, lyder en af levereglerne.

- Bag succesen ligger et initiativ ud over det sædvanlige. Uden jeres gå-på-mod og visioner havde AB Metal A/S aldrig udviklet sig til den stærke og konkurrencedygtige virksomhed, vi ser i dag, siger Mogens Mathiasen.

Initiativprisen fra DI Thy/Mors betyder, at AB Metal er en af 18 kandidater til DI’s nationale initiativpris, der uddeles på en konference for mindre og mellemstore virksomheder onsdag den 23. januar 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078