Stålkommentar: Fortsat lav aktivitet året ud
Mønsteret fra tidligere år gentager sig med reduktion af lagre og generelt lavere aktivitet frem mod årsskiftet
Det tyder dog på, at Ni-prisen i mellemtiden har nået sit bundniveau. En hvilken som helst stigning i råvarer i december vil dog komme for sent til at afføde nogen lageropbygning i år. Med så tæt på årsskiftet vil grossister kæmpe for at pynte på deres årsregnskab og balance ved at minimere lagerbeholdningerne.
Hvis historien gentager sig selv, vil de dog alle være tilbage i markedet i første kvartal 2013.
Slutbrugersegmenter: Slutforbruget forventes fortsat at være fladt de kommende uger og måneder. Endog på langt sigt forventes det, at det europæiske rustfri stålmarked ikke vil vise nogen vækst i volumen. SMR forventer et fald på 2 procent for begge årene 2012 og 2013 med Italien som det marked med størst risiko for fald i efterspørgslen.
Der er aktuelt ikke megen dynamik at spore i de mest betydende segmenter for slutforbrug af rustfri stål i Europa, inklusive procesudstyr, bilindustrien, byggeri og anlæg. Alt tyder på svaghed også de næste måneder, men der er flere tegn på at efterspørgslen fra slutbrugere vil øges, efterhånden som vi kommer længere ind i 2013.
Således vil andet halvår 2012 efter al sandsynlighed blive bedre end første halvår 2013. Et lyspunkt vil være olie/gas, hvor der for 2013 forventes en vækst med tocifrede tal i Europa.
Den tyske brancheorganisation for maskinkonstruktion (VDMA) forventer for 2013 en stigning i produktionen af procesudstyr på mindst 2 procent.
Værkerne: Indtjeningssituationen for værkerne vil fortsat være skuffende i fjerde kvartal 2012. Lave legeringstillæg (hoveddriver for værkernes indtjening) og mere eller mindre stagnerende basispriser indikerer, at en bedring ikke er i sigte.
Det er dog godt nyt for den europæiske industri, at Outokumpu-Inoxum-handlen nu endeligt er bekræftet af Europa-Kommissionen. Men det er et “ja” med væsentlige klausuler. Outokumpu skal finde en køber til Inoxums anlæg i Terni plus sælge nogle servicecentre. Virksomheden har fået en periode på seks måneder til at finde mulige købere, forhandle og lukke aftalen, hvilket forekommer at være urealistisk kort tid. Når det kommer til stykket, vil markedet igen have fire EU-pladeaktører, som vil holde konkurrencen på et højt niveau og priserne nede. I hvert fald indtil Outokumpu lukker et eller to af deres tyske smelteværker i 2015 og 2016.
Kina: Den træge markedssituation for rustfri stål i Kina bringer de kinesiske værker tilbage på eksportmarkederne. Trods lave globale markedspriser øgede de kinesiske værker i september eksporten på plader til ~140,000 t.
Kilde: Damstahl - http://www.damstahl.dk