Röchling Meta-Plast tilbage på sporet
Plastproducenten har mere end fordoblet omsætningen siden kriseåret 2009.
Selskabets nye administrerende direktør, Martin Busk Jensen, peger på flere faktorer til successen. En af grundpillerne er effektivisering og optimering af samtlige produktionsanlæg. Det har givet en øget konkurrenceevne – også i forhold til udenlandske leverandører. En anden er kundernes succes med at vinde store ordrer – og efterfølgende bruge Röchling Meta-Plast som underleverandør.
- Vi er meget ydmyge overfor det faktum, at vi som underleverandør er afhængige af vores kunders succes, hvorfor vi hele tiden bestræber os på at holde trit med de krav, der stilles i henhold til kvalitet, pris og leveringssikkerhed, udtaler Martin Busk Jensen.
Röchling Meta-Plast har udover produktion i Danmark også produktion i Letland, hvor man udover plastbearbejdning også gør sig i metalbearbejdning i særskilte lokaler.