Opbakning til højteknologifonden – også fra fagbevægelsen
De indkomne høringssvar til lovforslaget om højteknologifonden viser en massiv opbakning til regeringens ønske om at etablere højteknologifonden, også fra fagbevægelsen, repræsenteret ved LO, HK, CO-industri samt Dansk Metal.
LO ser højteknologifonden "som et udmærket supplement til de ordinære bevillinger til forskning og universiteter."
HK "kan tilslutte sig, at der etableres en højteknologisk forskningsfond - som skitseret i lovforslaget."
CO-industri og Dansk Metal hilser forslaget om en højteknologifond "velkommen" og ser den "som et glimrende supplement til de ordinære basisbevillinger til universiteterne."
Eneste kritiske røst kommer fra Dansk Magisterforening, som anbefaler, at midlerne i stedet uddeles via forskningsrådene.
- De mange roser til højteknologifonden fra universiteter, sektorforskning, forskningsråd, erhvervsliv og fagbevægelse mv. er meget opmuntrende. Bemærkningerne går faktisk mere på, om vi ikke skal placere flere midler, langt hurtigere i fonden, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren understreger, at de mange konstruktive forslag i høringssvarene nu vil blive nøje gennemgået og bidrage til den endelige udformning af lovforslaget om etablering af en højteknologifond, der fremsættes i den kommende folketingssamling.
- Højteknologifonden vil give dansk erhvervsliv og forskning et solidt skub fremad, og den massive opbakning, som høringssvarene dokumenterer, vil være med til at sikre grundlaget for de langsigtede investeringer i fortsat dansk velstand, velfærd og beskæftigelse, siger Helge Sander.
Kilde: Jern- og Maskinindustrien.