23948sdkhjf

Klumme: Sænk prisen på digitale regnskaber

Digitaliseringen af årsrapporterne gør administrationen lettere for Erhvervsstyrelsen. Dansk Erhverv finder, at det bør smitte af på den pris, virksomheder og andre skal betale, når de bestiller et regnskab hos styrelsen.
I 2013 bliver det obligatorisk for størstedelen af alle danske virksomheder at indberette deres årsregnskaber digitalt.

Den digitale indberetning skal gøre det lettere for Erhvervsstyrelsen at administrere de mere end 200.000 regnskaber, styrelsen årligt modtager fra danske virksomheder.

Digitaliseringen af regnskaber sker som led i opfyldelsen af regeringens mål om, at al kommunikation mellem borgere, virksomheder og det offentlige skal foregå digitalt inden udgangen af 2015.

Erhvervsstyrelsen slipper for meget papirarbejde
Dansk Erhverv har igennem mange år været fortaler for mest mulig digitalisering og dermed rationalisering og effektivisering i kommunikationen mellem erhvervsliv og myndigheder.

Med overgangen til digital indberetning af årsregnskaber tages et skridt i den rigtige retning. Et skridt der betyder, at Erhvervsstyrelsen slipper for rigtig meget papirarbejde i forbindelse med modtagelse og scanning af regnskaberne.

Med digitaliseringen sker hele indberetningen af årsrapporterne nemlig automatisk.

Dermed spares en hel del tid. Dansk Erhverv finder, at denne besparelse bør smitte af på den pris, virksomheder og privatpersoner skal betale for at bestille et regnskab hos styrelsen.

Prisen på 30 kr. skal sænkes
Det koster i dag cirka 30 kr. at hente et regnskab. Det er den pris, Dansk Erhverv gerne ser sænket eller helt fjernet med udrulningen af de digitale regnskaber.

Staten bør ikke tjene penge på lovpålagt opgave
Det er rimeligt, at Erhvervsstyrelsen får dækket sine omkostninger ved at udlevere et regnskab. Men Dansk Erhverv finder ikke, at staten bør tjene penge på, at en styrelse har som lovpålagt opgave at stille regnskaber til rådighed for offentligheden.

Det er erhvervslivet og revisorerne, der bærer langt den største byrde ved digitaliseringen, og derfor er det kun rimeligt, at de får noget igen i forbindelse med den besparelse, anvendelsen af moderne kommunikationsteknologi indebærer.

Elektroniske årsrapporter giver ingen administrative lettelser for virksomhederne
De digitale årsrapporter stiller ikke nye krav til indholdet af årsrapporten. Det er udelukkende måden, indholdet indberettes på, der ændres.

Digitaliseringen gør det dog ikke umiddelbart lettere for virksomhederne at indberette.

En survey fra FSR – danske revisorer har tidligere påvist, at 8 ud af 10 revisorer vurderer, at den digitale indberetning ikke giver en lettelse af virksomhedernes administrative byrder.

Virksomhederne slipper ikke for at lægge ekstra arbejde i at omstille til den digitale indberetning, men Dansk Erhverv håber, at virksomhederne hurtig får styr på det, så de måske fremadrettet også kan høste nogle administrative lettelser.

Formålet er ikke at lempe erhvervslivets byrder
Formålet med de digitale årsrapporter er ikke at lempe byrder, men at samle alle årsrapporter i et fælles format, der skal gøre det lettere at trække data ud og sammenligne poster.

Det er Erhvervsstyrelsen, der sidder på adgangen til de mange virksomheds- og regnskabsdata.

Dansk Erhverv ser på den baggrund frem til, at Erhvervsstyrelsen i forlængelse af digitaliseringsprojektet stiller disse mange data til rådighed for både virksomheder og offentligheden, fordi en øget tilgængelighed af regnskabsdata vil være til fordel for alle parter.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088