23948sdkhjf

Vindmøller trækker op for Hydra-Grene

2012 endte med tocifret vækst hos hydraulik-producenten.
Hydra-Grene forøgede omsætningen med 13 procent fra 465 mio. kr. i 2011 til 527 mio. kr. i 2012.

- Fremgangen kan henføres til øget afsætning til vindmølleindustrien, mens afsætningen til den øvrige industri var nogenlunde på niveau med 2011, skriver Hydra-Grene i sit årsregnskab.

Resultat af primær drift (EBIT) blev i 2012 på 67 mio. kr. mod 69 mio. kr. i 2011, og overskuddet før skat faldt med 4,2 mio. kr. til 62,3 mio. kr.

Forventer fremgang hos industri-kunder i 2013
I 2012 indgik Hydra-Grene aftale med Sauer-Danfoss om overtagelse af salg og distribution af virksomhedens produkter til en række kunder på det danske marked, mens Sauer-Danfoss selv beholder en mindre salgsafdeling til betjening af et mindre antal udvalgte kunder. Aftalen med Sauer-Danfoss medvirker til, at afsætningen til OEM-industrien og til kunderne på eftermarkedet
i 2013 forventes øget i forhold til 2012.

Til vindmølleindustrien forventer Hydra-Grene derimod i 2013 en reduceret afsætning, da mange af kunderne er ramt af den generelle afmatning, der præger vindmølleindustrien i øjeblikket.

I alt forventer Hydra-Grene en omsætning på op imod 500 mio. kr. i 2013 og et EBIT i intervallet 50-60 mio. kr.

Fremgang hos søsterselskab
Også hos søsterselskabet Grene var der fremgang i 2012. Omsætningen steg med 4 procent til 1,353 mia. kr., og resultatet af primær drift (EBIT) blev forøget fra 87 mio. kr. i 2011 til 93 mio. kr. i 2012.

- Fremgangen var bredt funderet med positiv udvikling på alle agromarkederne med undtagelse af Sverige, der ligesom en del af industriaktiviteterne har haft en mindre tilbagegang, skriver Grene i årsregnskabet.

Moderselskabet Schouw & Co. kom ud med en samlet omsætning på 12,478 mia. kr., hvilket var 13 procent bedre end 2011. Samtidig steg EBIT fra 643,7 mio. kr. til 772,2 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.183