Dansk stifter forlader hybridbils-producent
Henrik Fisker har kappet båndet til sit eget livsværk; hybridbils-producenten Fisker Automotive.
Bruddet kommer angiveligt som følge af store uoverensstemmelser med selskabets ledelse om forretningsstrategien.
Fisker Automotive har ellers forsøgt sig med et storstilet amerikansk eventyr, hvor koncernens hybridbiler efter planen skulle masseproduceres. I de seneste par år er der imidlertid slået alvorlige skår i den drøm, blandt andet som følge af kvalitetsproblemer med nogle af de første modeller. Det seneste halve år har virksomheden ikke produceret en eneste bil, og lige nu er man på udkig efter yderligere kapital.